Amaryllis Hus
I dialog med omgivelser og kulturarv
I den nye københavnske bydel, Grønttorvet sætter Amaryllis Hus rammen for 83 unikke boliger med integrerede taghaver, et fantastisk dagslys og udsigt over by og park. Med et klart og enkelt formsprog, gyldne tegl og grønne planter fra top til tå står byggeriet på trods af sine 15 etager i øjenhøjde med både beboere og det omgivende lokalområde.
Inspireret af Grønttorvets industrielle og kulturelle fortid
Området, hvor det gamle engros-Grønttorv i Valby siden 1958 fungerede som handelssted for frugt-, grønt- og blomsterhandlere, står nu som en moderne bydel med fokus på bæredygtighed og fællesskab. Blandt områdets markante nyopførte boligbebyggelser står Amaryllis Hus - et længehus i 4, 5 og 6 etager med et tårn på 15 etager.
Inspireret af Grønttorvets industrielle karakter er Amaryllis Hus kendetegnet med et fremtrædende relief-murværk i facaden, der også prydes af plantekasser. Herudover videreføres Grønttorvets ånd og historie på husets tage, hvor der er etableret fælles taghave og væksthus. Her kan beboerne dyrke årstidens grønt og styrke deres indbyrdes relationer.
Arkitekterne har designet et smukt højhus, der komplementerer omgivelserne og fokuserer på livskvaliteten for ejendommens beboere. Et design, der matcher Grønttorvets vision om at skabe en bydel med betagende arkitektur, som man aldrig bliver træt af at kigge på.Hans-Bo Hyldig / Adm. direktør hos FB Gruppen
Højhus med jordforbindelse
Mens grønne elementer helt i tråd med Grønttorvets DNA er integreret i arkitekturen hele vejen op til 15. sal, forener Amaryllis Hus med sine smukke tegl i efterårsnuancer også nytænkende arkitektur med gedigen, dansk byggetradition.
Projektet er et eksempel på et muret højhus, hvor der i detaljerne er arbejdet med fokus på overgang mellem terræn og bygning, på proportioner og materialitet og afslutning mod himlen. Herved går bygningen i dialog med omgivelserne og taler til dem, der bor i den.
Det går ikke at plastre byen til med højhuse, der alle skriger på opmærksomhed. Hvis vi vil bevare byens sammenhængskraft, er der kun plads til enkelte af denne type bygninger. Derfor skal vi også kunne skabe homogen arkitektur i højden. Arkitektur, der kan genkendes som netop det, det er: Boliger, vi kan bo, leve og trives i. Det har vi gjort med Amaryllis Hus.Claus Smed Søndergaard / Partner og designansvarlig i AART
Boliger for livet
Amaryllis Hus omfatter 83 ejerlejligheder, der varierer mellem 2 – 4 værelser fordelt på 65-146 kvm. Alle boliger er indrettet med egen terrasse eller altan med udsigt til enten Grønttorvsparken eller byen. Med gennemtænkte planløsninger er boligerne desuden designet til let at kunne tilpasses beboernes skiftende behov. Store stuer i såkaldte egoist-lejligheder kan for eksempel deles op og give flere rum til en voksende familie.