Butikstorvet
Billunds nye bymidte
Butikker, kontorer, lejligheder, bynatur og legesti. Det er de bærende elementer i det nye butikstorv, der som Billunds nye bymidte skaber rammer for et aktivt og attraktivt hverdagsliv for såvel borgere som besøgende.
Blander bolig og erhverv
Visionen med det nye butikstorv har været at gøre midtbyen til et naturligt samlingssted for borgere og besøgende. Butikstorvet huser seks bygninger, der forener butikker og kontorfaciliteter med attraktive boliger. Med udgangspunkt i Billund Byvision, som understøtter byens særlige karakter som Børnenes Hovedstad, hvor leg, læring og kreativitet er omdrejningspunkt, er der mellem bygningerne skabt en grøn bynatur med en kreativ legesti, Playline, og forlængelse af Billund Bæk fra LEGO House som de bærende, rekreative elementer.
Skaber et levende byrum
Stueplanen er en blanding af butikker, der sammen med den øvrige midtby skaber helt nye muligheder for et mangfoldigt butiks- og hverdagsliv. Ovenpå butikkerne ligger ejerlejligheder og lejelejligheder i varierende størrelser, hvor unge og ældre, singler og familier kan trække sig tilbage og nyde udsigten over det levende byrum. Læg dertil, at Butikstorvet både giver adgang til parkering over og under jorden, hvilket giver mere plads til livet på torvet og let adgang til midtbyens mange nye tilbud.
International hæder
Som det første danske byggeri er Butikstorvet blevet nomineret til The International Urban Project Award, der hvert år hædrer byrum og bygninger, som på enestående vis har formået at transformere byer verden over.