Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

Krügers anlæg

Forbinder Ribe på ny

Beliggenhed
Ribe, Danmark
Størrelse
4742 kvm
Bygherre
Vej og Park, Teknik og Miljø, Esbjerg Kommune
Status
Under udvikling / Fondsansøgning
Landskabsarkitekt
AART
AART Webcase Krugers anlæg 03

Med visionsplanen for Krügers anlæg skal Ribes glemte grønne område omdannes til en inviterende bypark, som skal binde by, historie og mennesker sammen.

En skjult, grøn perle

Krügers anlæg, der blev anlagt tilbage i 1876-77, er Ribes første og ældste bypark. Men med årene har parken lidt under hærværk og manglende vedligehold, der medvirkede til at området føltes tilgroet og lettere gemt væk. Med den nye visionsplan er det ambitionen at genetablere Krügers anlæg, som en åben og inviterende bypark, fyldt med liv, natur og historie. Eksisterende gang- og cykelruter kobles sammen med nyetablerede stier, så både besøgende og byens borgere ledes igennem parken, når de færdes rundt i byen.

Ribes nye samlingspunkt

Placeret mellem Ribes Domkirke, den historiske bymidte og Ribe Å har Krügers anlæg et uforløst potentiale for at blive byens nye, grønne samlingspunkt. Udover de nye stiforbindelser bliver der er etableret en bred vifte af både større og mindre opholdsområder rundt i parken. Legeplads, nyttehaver med spiselige planter og bålsted samt små uforstyrrede haverum er alt sammen med til at sikre at byparken bliver et sted for alle. Dertil kommer parkens største samlingspunkt, Dagmars Plads, der skal danne ramme om en række fællesskabende aktiviteter, såsom udendørs udstillinger, teater og større forsamlinger.

Naturen som historieformidler

Ribe blev grundlagt af vikingerne tilbage i begyndelsen af 700-tallet, og anses derfor for at være Danmarks ældste by. Med parkens nye stiforbindelser fra museet er det ambitionen er at Krügers anlæg skal lede besøgende igennem Ribes historie – fra vikingeby til middelalder metropol – og på den måde være en væsentlig brik i formidlingen af byens rolle i Danmarkshistorien. Heriblandt skaber vikinginspireret legeplads historieformidling i børnehøjde, mens middelalderens kålgårde og abildgårde med vildtvoksende græs og urter skal give besøgende indblik i datidens levevis og natursyn.

Biodiversitet og bevaring

Middelalderens natursyn, hvor man ganske vist udnyttede naturen, men havde mindre mulighed for at strømline og tæmme den, minder tildeles om det stadig større fokus på biodiversitet i bynære miljøer. Derfor vil besøgende i parken kunne nyde godt af de mange forskellige arter af frugtbærende buske, træer og urter, der også giver overlevelsesgrundlag til lokale insekter og fauna. Det er ligeledes ambitionen at bevare så mange af de gamle træer som muligt, der vidner om byens lange historie. I tilfælde, hvor træerne ikke kan reddes, omdannes stammerne til legeskulpturer eller andet trækunst med historiske referencer, der skal give dem nyt liv.

Vil du vide mere?

Anders Tyrrestrup
Stiftende partner / CINO / Arkitekt MAA / NORDMAK
Aarhus, Stockholm
aty@aart.dk
+45 25 32 32 78