Udlændingestyrelsen
Bygger på en dyb demokratisk bevidsthed
Det nye domicil for Udlændingestyrelsen er rundet af en dyb demokratisk bevidsthed. Det er skabt til at styrke samarbejdet blandt styrelsens medarbejdere og møde de besøgende i borgerservicecentret med stor værdighed – det hele sat i scene i smukt samspil med Næstved bymidte.
Åbner sig på tværs af etager og funktioner
Kontorlandskabet rejser sig i fem etager med 360 graders udsigt over byen. Særligt for kontorlandskabet er måden, hvorpå det fordeler sig i tre forbundne atriumhuse med stor åbenhed på tværs af funktioner og etager. På den måde skabes et lyst og levende arbejdsmiljø. Et arbejdsmiljø med en fin balance mellem videndeling og faglig fordybelse, hvor arbejdspladserne ligger langs facaden på hver etage, mens møderum, flexrum, caféer og fordelingsarealer ligger ud til atrierne.
Møder de besøgende med værdighed
Mens kontorlandskabet er skabt til at dele viden og fordybe sig fagligt, er borgerservicecentret i stueetagen skabt til at møde de besøgende med værdighed. Det sker gennem en intuitiv wayfinding, der giver rum for diskretion og respekt for de besøgendes livssituation. Værdigheden kommer også til udtryk på mere klassisk, arkitektonisk vis, da der er gjort en dyd ud af at anvende ærlige, varme materialer – både indadtil og udadtil.
Balancerer mellem det menneskelige og monumentale
På den store skala er domicilet nedskaleret til tre atriumhuse, der forskyder sig indbyrdes og tilsammen besidder en skulpturel kvalitet i fin balance mellem det menneskelige og monumentale – smukt, solidt og stringent – og hvor arkitekturen udtrykker Udlændingestyrelsens myndighed på en subtilt underspillet måde.