Fabrikken
Fra industrihistorie til samlende kulturhus
Den tidligere PN Beslag-fabrik har gennem årtier været en markant del af Brønderslevs bystruktur – først som produktionssted og arbejdsplads, senere som en mere tilbagetrukket, men stadig nærværende del af byens identitet. Med transformationen af Fabrikken genaktiveres det historiske fabriksanlæg som et åbent og samlende kulturhus – et kulturelt hængsel mellem by og landskab, hvor industrihistorien vil danne rammen om nye fællesskaber, kulturel udvikling og et aktivt hverdagsliv.
Et mangfoldigt kulturhus – med sammenhængskraft til lokalsamfundet
Kulturhuset Fabrikken skal rumme blandt andet kulturskole, museum, spisested og café samt Brønderslev Amatør Scene med teater- og biograffunktioner. Funktionerne er samlet under ét tag, men disponeret, så der er plads til både koncentration, aktivitet og overlap mellem brugere og programmer.
Fabrikkens mange funktioner organiseres, så de både kan fungere selvstændigt og i samspil og tilsammen skabe et levende kulturhus i hverdagen såvel som ved større arrangementer.
Det er et meget gennemarbejdet og visionært projekt, som viser, at Brønderslev tør tænke stort og langsigtet. Forslaget tilfører hele området et markant løft og skaber nye muligheder for både aktører, borgere og besøgende – uden at det sker på bekostning af Fabrikken som historisk bygning og en vigtig del af byens identitet. Tværtimod bliver historien en aktiv medspiller i udviklingenTorkild Neergaard, bestyrelsesformand for Ejendomsfonden Fabrikken
Bygger videre på ressourcer og fortællinger
Transformationen af Fabrikken er baseret på en helhedsorienteret tilgang, hvor Fabrikkens fortælling, lokale forankring, særlige æstetik og store ressourcemæssige værdi går hånd i hånd. Projektet bygger således på en samlet strategi, der kobler bevaring og miljømæssige hensyn med sociale og kulturelle værdier - og som derved sikrer, at Fabrikken udvikles som et langtidsholdbart og meningsfuldt sted for byen.

Torvet – Fabrikkens indre byrum
Et centralt greb i projektet er etableringen af Torvet – et fælles ankomstrum og indre byrum, der binder huset sammen. Torvet bliver det naturlige omdrejningspunkt, hvor man orienterer sig, mødes og bevæger sig videre ud i huset. Her skabes visuelle og rumlige forbindelser på tværs af funktioner og etager, så livet i Fabrikken bliver synligt og delt, og så aktiviteterne kan opleves som en del af en større helhed.

Med transformationen af Fabrikken viser vi, hvordan omdannelse af eksisterende bygninger kan være en aktiv drivkraft i byudviklingen, hvor vi med projektet forbinder stedets historie med nye og fremtidige behov for byen og stedets brugere. Fabrikken bliver et kulturelt hængsel – et sted, hvor læring, kultur, kunst og fællesskab mødes, og hvor arkitekturen danner ramme om et mangfoldigt hverdagslivAnne Sofie Buur Okkels, partner og arkitekt i AART
Mellem bymidte og Rhododendronparken
Fabrikkens placering mellem bymidten og Rhododendronparken danner afsæt for en række sammenhængende uderum, der understøtter både ankomst, ophold, bevægelse – og forbindelser på tværs af området. Mod byen etableres en tydelig ankomstplads, mens et grønt, kileformet uderum mod nord skaber en naturlig overgang til parken.
Uderummene bearbejdes med robuste og genkendelige materialer, der trækker fabrikkens industrielle karakter med ud i landskabet og skaber en klar sammenhæng mellem inde og ude. På den måde bliver landskabet en aktiv del af Fabrikken og understøtter bygningens rolle som et kulturelt hængsel mellem by og park.

Vil du vide mere?