SW Træprofiler
Facadebeklædning med dybde og variation
Det begyndte på Sletten...
Samarbejdet mellem AART og Superwood begyndte i forbindelse med AART’s første vundne konkurrenceprojekt - Friluftscentret Sletten i Søhøjlandet, som blev opført i 2003. Facaderne er udformet med forskellige bræddebredder, hvilket giver et dynamisk og varieret udtryk med markant kontrast og dybdevirkning mellem flader og samlinger.
SW01 AART
Produktprofil-familien SW01 AART er udviklet med afsæt i facadebeklædningen fra Sletten og er et standardiseret produkt med mulighed for et lignende varieret designudtryk og samtidigt en lukket facadebeklædning med fer/not samlinger.
SW01 AART består af fire træprofiler med henholdsvis 3”, 4”, 5”, og 6” bredde som kan blandes og derved skabe stor variation og dynamik i facaden. Profilerne er udformet med en skarp afskæring for vandafledning og anvendes primært til vandret beklædning.
Designkonfigurationer
Som inspiration har vi udviklet et antal designkonfigurationer bestående af forskellige profilbreder og sammensætninger heraf. De forskellige typer er visualiseret i et grafisk materiale samt beskrevet i brugervejledninger med en praktisk guide til opbygning. Designkonfigurationerne kan ligeledes ses og afprøves med forskellige farver i Superwoods web-konfigurator.
Superwood Colors
Sammen med Superwood og Jotun har vi designet en række forskellige transparente og heldækkende farver som træprofilerne kan fås i. Farveskalaen er inspireret af nordisk træbyggeri og med referencer til naturen og historiske råvare: Sand, Korn, Sølv, Zink, Flint, Tjære, Kul, Jern og Sort. Derudover et antal farvemættede kulører: Umbra grøn, Svensk rød og Almue blå.
SW12 AART
SW12 AART er en standardiseret fer/not profilfamilie, som giver mulighed for at skabe et listebeklædningsudtryk. SW12 AART består af tre forskellige 6” træprofiler, small/medium/large, samt to forskellige 4” træprofiler, small og sedium, alle i 27 mm tykkelse. Profilerne adskiller sig ved enten at have et, to eller ingen udfræsede spor på fronten. Ved sammensætning af ens profiler opnås et enkel og stringent udtryk og ved sammensætning af forskellige profiler et mere varieret og dynamisk design. Profilerne er til lodret beklædning.
SW14 AART
SW14 AART er en standardiseret fer/not profilfamilie, som giver mulighed for enten et ensartet eller mere varieret udtryk. SW14 AART består af to forskellige 4” træprofiler, small/medium, i 21 mm tykkelse. De to profiler adskiller sig ved enten at have et eller ingen udfræsede spor på fronten. Sporene er V-formede for vandafledning så profilerne kan monteres både som lodret og vandret beklædning.