Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

Falkoner Allé

Alment boligbyggeri med central placering markerer sig uden at larme

Beliggenhed
Frederiksberg, Danmark
Bygherre
Boligorganisationen AAB
Størrelse
1.236 kvm
Status
2020
Totalrådgiver
AART
Arkitekt
AART, TNT Arkitekter
Landskabsarkitekt
AART
Ingeniør
OJ Rådgivende Ingeniører
Entreprenør
Thormann
Hæderspris
Frederiksberg Kommunes Bygningspræmiering 2021
Fotograf
Jens Lindhe, Niels Nygaard, Tom Jersø, Velfac
AART Webcase Falkoneralle 03

Det lille, men markante boligbyggeri på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro i København indeholder 14 almene boliger og konkretiserer på fineste vis ambitionerne om en lødig og kontekstuel arkitektur, der med afsæt i traditionerne kan forny bygningskunsten.

En sjælden og særlig opgave
Med et nyopført alment boligbyggeri placeret hvor Falkoner Allé møder Åboulevarden, er der skabt flere boliger centralt i hovedstaden til en overkommelig pris.

Realiseringen af Frederiksbergs Kommunes ønske om en mindre etageejendom med 14 lejligheder i forskellig størrelse var dog ikke let. Udover at grunden var lille, skulle byggeriet opføres som et alment boligprojekt rettet mod flygtninge og derfor inden for et noget mindre budget end konventionelt boligbyggeri.

Nyopførte almene boliger på så central en beliggenhed i hovedstadsområdet er derfor også et sjældent syn - og blandt andet det der gør projektet på Falkoner Allé til noget helt særligt.

Falder ind og stikker ud på samme tid

Projektets arkitektoniske udfordring var de omkringliggende bygningers store forskel i skala. Derfor er den nyopførte ejendom designet som en monolit, der går i dialog med omgivelserne på tværs af højde og drøjde. Den forlænger og afslutter det klassiske femetages nabobyggeri og møder med sin markante skrå tagflade samtidig villabebyggelsen til den anden side.

Herudover er hver facade designet enkeltvis til at falde ubemærket ind i de omkringliggende omgivelser. Den smukke gadefacade med blødstrøgne teglsten i varme rødlige nuancer, mønstermurværk og rytmisk facadedetaljering fuldender rækken af de 100 år gamle nabobygninger, mens en mere sober og indskudt murstensfacade møder kirken overfor.

I både skala og udtryk forholder de almene boliger på Falkoner Allé 28 sig således respektfuldt til alle nabobygningerne. Med sin stejle tagryg og dertilhørende markante og asymmetriske gavlmotiv lader projektet dog ingen være i tvivl om, at der er tale om et nyopført og moderne byggeri.

Falkoner Allé 128 viser, at det kan lade sig gøre at opføre en ejendom med almene boliger, der både er smuk, god og føjer sig naturligt ind i byen.
Dommerkomiteen bag Frederiksberg Kommunes Bygningspræmiering 2021

Rolig oase midt i byen

Grundet sin særprægede form formår bygningen både at skærme for byens støj og etablere udsyn til det bagvedliggende og mere frodige Frederiksberg.

På trods af at den almene bebyggelse ligger direkte ud mod Åboulevarden, der er en af byens mest befærdede trafikårer, er der på den trange matrikels gårdside således skabt en rolig og grøn oase med altangange og idyllisk udsigt.

Fleksible familieboliger og særlig boformer

Ejendommens 14 almene boliger på mellem 2 og 5 værelser varierer i både størrelse og planløsning. De mest oplagte familielejligheder har indgang fra altangangene mod gårdhaven og kig mod indre Frederiksberg. Herudover er der etableret oplagte delelejligheder, hvor op til tre personer kan bo sammen med eget værelse og fælles stue med indgang fra opgangen og udsigt mod Nørrebro. For at kunne imødekomme skiftende behov, er de fleste lejligheder dog designet til fleksibel anvendelse.

AART Webcase Falkoneralle 11 AART Falkoner 48

Vil du vide mere?

Søren Stoustrup
Partner / Markeds- og tilbudschef / Arkitekt MAA
København
ss@aart.dk
+45 22 82 57 85