Buskehøj
En hundredårig haveby ført videre
I mere end 100 år har de gule huse, grønne haver og gamle træer dannet rammen om livet i Buskehøj. Med helhedsplanen er de 84 bevaringsværdige almene boliger fremtidssikret til nye generationer af beboere – med bedre boliger og udearealer og med respekt for den arkitektur og grønne karakter, der gør havebyen til noget særligt.
Buskehøj i Nærum er opført i 1917-1920 efter tegninger af arkitekt Frederik Wagner. De gule toetagers huse følger vejenes buer, mens haverne folder sig ud på den anden side mellem gamle træer og karakteristiske hække. En struktur, der gennem mere end et århundrede har givet bebyggelsen sin egen identitet.
Helhedsplanen for området bygger videre på de kvaliteter. Målet har været at fremtidssikre de 84 boliger til nutidig standard og samtidig bevare bebyggelsens oprindelige udtryk og omkringliggende arealer. Boliger er blevet sammenlagt, badeværelser bygget om, og der er arbejdet med indeklima, fugtproblemer og energitekniske løsninger. Facader, tage og installationer er samtidig renoveret.
Også livet omkring boligerne er en del af renoveringen. De eksisterende haver, gamle træer og hækstrukturer bevares, mens adgange og stier forbedres, og nye stier får tryghedsskabende belysning.
På den måde er ambitionen ikke at skabe et nyt Buskehøj, men at passe på de kvaliteter, der allerede findes, samtidig med at boligkvaliteten og rammerne om beboernes hverdag forbedres.
Renoveringen er gennemført med beboerne tæt på processen. AART har varetaget beboerkoordineringen i samarbejde med boligforeningen, afdelingsbestyrelsen og beboerne og medvirket til koordineringen af genhusningen under udførelsen.
Vil du vide mere?