Q&A

Q&A: Sara Emilie Nilsson

Arkitekt og faglig leder for Transformation & Bevaring


Dit arbejde i en linje – hvad står der?

Mit arbejde handler om at værdsætte, bevare og videreudvikle den eksisterende bygningsmasse, så den kan bruges i mange år frem.

Hvad arbejder du på lige nu?

Transformationen af Horsens Rådhus og Vejle Kulturhus – to projekter, der viser, at også bygningsarven fra 1970’erne og 80’erne rummer stærke kvaliteter og ressourcer, som vi naturligvis skal bevare og udvikle. Her bliver den eksisterende bygningsmasse både løftestang for bevaring og afsæt for nye løsninger.

Derudover arbejder jeg på Universitetsbyen Syd i Aarhus, hvor vi nu udvikler den sydlige del af det tidligere kommunehospital – et sted med en spændende blanding af historicistiske og funktionalistiske bygninger samt nye tilføjelser.


Med transformationen af Aarhus’ tidligere kommunehospital er der skabt et nyt kapitel i fortællingen om Aarhus Universitet. Det historiske hospitalsområde er i dag forvandlet til Universitetsbyen – en åben, levende og byintegreret campus, hvor forskning, undervisning og hverdagsliv smelter sammen midt i Aarhus.

Group 4

Hvornår tænkte du sidst: Ja, det her giver mening!

Det gjorde jeg i arbejdet med Universitetsbyen Syd. Her udfordrede vi den traditionelle proces med et fast byggeprogram fra start og brugte i stedet tidligt i processen kræfter på at undersøge, hvad bygningerne kunne rumme – frem for hvad de skulle rumme.

Det har været komplekst, men også enormt meningsfuldt, fordi det har gjort det muligt at bevare store dele af bygningsmassen, de oprindelige planløsninger og mange detaljer. Samtidig er netop den tilgang blevet en vigtig del af projektets identitet.

For mig giver dét mening, fordi transformationsprojekter kræver nye processer og måder at tænke på, hvis vi skal bruge vores ressourcer mere ansvarligt.

Er der en særlig detalje eller proces i dit arbejde, som du synes er særligt vigtig?

Samarbejde. Transformationsprojekter er komplekse og tværfaglige, og uden tillid og godt samarbejde skaber vi hverken gode processer eller gode projekter. For mig er det vigtigt at være nysgerrig på andres fagligheder og skabe en proces, hvor vores forskellige kompetencer bringes i spil, så vi kan blive klogere og finde løsninger sammen.

Hvad i byggebranchen burde vi efter din mening have mere fokus på? Eller bruge mindre tid på? Og hvorfor?

Vi burde bruge langt mere tid i fase 0 – altså den indledende registrering, analyse og værdisætning af det eksisterende. Jeg er uddannet restaureringsarkitekt, og her er forståelsen af bygningen et helt afgørende fundament. Det burde gælde hele bygningsmassen. Når vi investerer tid tidligt i processen, får vi et fælles værdigrundlag, som gør det muligt at træffe mere kvalificerede og ressourcebevidste beslutninger gennem hele projektet.

Det er afgørende, for at vi bedre kan bevare og bruge de bygninger og bymiljøer, vi har til rådighed, og skabe langtidsholdbare og effektfulde løsninger.

AART QA Sara Artboard 1 copy 27

Hvornår skaber vi, i din optik, størst effekt i vores arbejde?

I min optik skaber vi størst effekt i transformationsprojekter, når vi ikke kun bliver artikuleret omkring vores værdier og ressourcer, men også bruger dem aktivt. For mig handler det om at udvide værdibegrebet, så det ikke kun handler om økonomi og funktion, men også om kultur, historie, identitet og forankring. Bygninger bevares bedst, når de fortsat bruges og udvikles. Når vi lader stedets og bygningens præmisser forme løsningen, kan vi skabe arkitektur med både forankring, relevans og lang levetid.
Sara Emilie Nilsson
Group 7

Du kunne få ét ønske opfyldt i relation til dit fag – hvad ville du ønske? Og hvorfor?

Jeg ville ønske, at vi i højere grad talte om den eksisterende bygningsmasse som noget dynamisk – noget vi vedligeholder, reparerer, bevarer og passer på. Tid bør ses som et kvalitetsstempel og som en investering.

Ved at investere i tid i stedet for konstant udskiftning giver vi bygninger mulighed for at udvikle sig gennem omsorg, brug og forandring over tid. Med dét opstår der en æstetik, hvor lag-på-lag af fortællinger, materialer, tid og historie giver bygninger dybde og karakter. Jeg tror, det ville styrke vores forståelse for det, vi allerede har, og samtidig gøre os bedre til at skabe mere langsigtet og holdbar arkitektur.

Hvornår har du sidst læst, set, hørt eller gjort noget, der inspirerede dig?

Jeg er i gang med at genlæse Toke Haunstrups bog Nok – Fra overflod til trivsel. Den har nogle virkelig inspirerende perspektiver på begær, behov og tilstrækkelighed, som jeg synes kan overføres direkte til arbejdet med den eksisterende bygningsmasse. Og så er jeg oprigtigt inspireret af mine kollegaer. Jeg arbejder med mennesker med mange forskellige fagligheder, som udfordrer og inspirerer mig hver dag.

Frame 7

Sara Emilie Nilsson er arkitekt og faglig leder af Transformation & Bevaring hos AART i Aarhus, hvor hun blandt andet arbejder med transformationen af Vejle Kulturhus, Horsens Rådhus og Universitetsbyen. Projekterne omdanner eksisterende bygninger til nye steder for kultur, læring og fællesskab, med fokus på bevaring, genanvendelse og stærke forbindelser til byen omkring dem.