Rejsegilde til voksenpsykiatrien i det nye OUH
Onsdag den 23. august 2023 blev der holdt rejsegilde på voksenpsykiatrien i det nye Odense Universitetshospital (OUH), hvor naturen er tænkt ind som en helbredende faktor i arkitekturen.
Det nye Odense Universitetshospital skal danne rammer for en voksenpsykiatri på hele 20.000 kvadratmeter. Dermed er byggeriet til et nytænkende og helende behandlingsmiljø for patienter i psykiatrien kommet et skridt nærmere realisering.
Forskning viser, at en tæt kontakt til naturen er med til at fremme patienternes helbredelse og personalets trivsel, derfor kommer voksenpsykiatriens lyse og rekreative rammer til at have let adgang og udkig til naturen. Inddragelsen af naturen med bl.a. gårdhaver samt brugen af træ og rolige grønne farver skal være med til at skabe tryghed og en hjemlig følelse for patienterne, så tankerne ledes væk fra traditionelle og kliniske sygehuse. Herudover får patienterne mulighed for at lave en række aktiviteter i voksenpsykiatriens uderum, der med sine varierende landskaber giver mulighed for skærmede omgivelser. Aktiviteterne udvikles og afprøves i de eksisterende rammer frem til indflytning i den nye voksenpsykiatri.
Vi står bag projektet sammen med A. Enggaard A/S samt Niras og Sundhedslandskab.