Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

Danmark | 15.05.2023

Ny effektcase: Når arkitekturen giver hjemløse mod til at vende tilbage til samfundet

I 2022 fik Møltrup Optagelseshjem et nyt livsrum, hvor beboerne kan dyrke en bred vifte af fritidsaktiviteter i trygge omgivelser. AARTs effektteam har genbesøgt Møltrup Optagelseshjem for at evaluere og dokumentere effekten af det nye livsrum, som viser, hvordan arkitekturen kan bidrage til at styrke modet til at vende tilbage til samfundet blandt hjemløse mænd.

For hver person udenfor arbejdsmarkedet, der kommer tilbage i beskæftigelse, kan samfundet spare mellem 223.000-339.000 DKK om året. Siden 1912 har Møltrup Optagelseshjem fungeret som bosted og arbejdsfællesskab for hjemløse mænd. De kommer fra alle aldersgrupper og livssituationer med et fælles ønske om at lægge alkohol og stoffer bag sig og skabe en mere meningsfuld hverdag.

I januar 2022 blev et nyt livsrum indviet på Møltrup, som AART har udviklet sammen med Realdania og CC Contractor. Det nye livsrum består af multisale, aktivitetskøkken og værksted, hvor beboerne kan dyrke en bred vifte af fritidsaktiviteter, når dagens arbejde på herregården er klaret.

L1005230
Det nye livsrum ligger i en ny tilbygget længe på herregården Møltrup

AARTs effektteam har genbesøgt Møltrup Optagelseshjem for at evaluere og dokumentere betydningen af det nye livsrum for beboernes hverdag og fremtid. Her er nogle af de indsigter, vi fandt frem til:

  • Livsrummet fungerer som en social øvebane, hvor beboerne kan træne deres sociale kompetencer i trygge rammer og dermed blive mere parate til et uddannelses- eller beskæftigelsesforløb.

  • Det nye livsrum etablerer en større tilknytning til lokalsamfundet, hvor de lokale kommer til fx foredrag, koncerter og sommerfest. Her møder de beboerne på hjemmebane og får et indblik i dagligdagen, hvilket er med til at få omverdenen til at se potentialet i beboerne.

  • Arkitekturen og aktiviteterne i livsrummet får flere til at deltage aktivt i fællesskabet. Det mindsker ensomhed hos beboerne og dermed risikoen for tilbagefald.

Læs hele effektcasen her for flere indsigter

Fotos: Helene Høyer Mikkelsen

L1005253
Fodboldkamp i det nye livrum på Møltrup Optagelseshjem