Vi skal arbejde med en udvidet, langsigtet og værdibaseret tilgang til at forstå bygningsmassen, og få et fælles sprog for, hvad der er værd at bevare - både med øje for ressourceværdi og kulturværdi.

Af Helene Kure Anker, arkitekt med speciale i transformation, og Ida Richter Brændstrup, associeret partner og teamleder hos AART

I Danmark findes der omkring 2,3 millioner bygninger, hvis man ikke medregner sekundære bygninger (kilde: Danmarks Statistik). Alligevel er kun cirka 360.000 udpeget som fredede eller bevaringsværdige af staten eller kommunerne.

Det betyder, at cirka 2 mio. bygninger står uden nogen form for beskyttelse mod nedrivning.

Hæft dig lige ved det tal: 2 mio. bygninger.

Cirka 75 % af dem er opført efter 1950, og mange af dem repræsenterer således dét, som vi vil betegne som nyere bygningskulturarv – men som få stadig anser som bevaringsværdige.

Traditionelt er det nemlig kun ’de særlige ældre bygninger’, som er blevet udpeget som noget, der er værd at bevare. Resten risikerer at blive overset, selvom de rummer store arkitektoniske, tekniske, ressourcemæssige og kulturelle værdier.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan får vi øje på værdien, før den går tabt? Hvordan skaber vi et fælles sprog, der rummer både ressourceværdi og kulturværdi? Og hvordan styrker vi anerkendelsen af det eksisterende, så flere bygninger udvikles og tilpasses frem for at blive erstattet af nyt?

Vi har brug for en udvidet og langsigtet tilgang til værdisætning. En tilgang, der ser på hele bygningen – og hele bygningsmassen.

Hvordan finder vi den uventede skønhed
Byggeriet har en bunden opgave: at finde værdi i det, der ikke allerede er udpeget. For værdien er der. Ressourcemæssigt, historisk, arkitektonisk og socialt.

Det kræver et helhedsperspektiv. Vi skal undersøge, hvad der gør en bygning særlig. Hvor dens styrker og svagheder ligger. Hvad der kan udvikles. Og hvad der bør bevares.

Højhuset på Peder Lykkes Vej i København er et godt eksempel. Et 16-etagers boligbyggeri fra 1970’erne, i mange år udset til nedrivning. Gennem en grundig og helhedsorienteret værdisætning blev potentialerne synlige. I dag omdannes bygningen til 240 ungdomsboliger. Råhuset genbruges. Strukturen bevares. Nye funktioner integreres. Bygningens særpræg og kontekst fastholdes.

Det, mange ikke så en værdi i, blev fundamentet for et nyt projekt.

Start i fase 0
Den gode nyhed er, at værdisætning ikke er mystisk. Det handler i høj grad om timing og kompetencer: At bringe de rigtige og tværfaglige kompetencer i spil tidligt.

Indsatsen skal starte i fase 0 – før funktioner fastlægges, og før nedrivning bliver standardløsningen. Her kan risici og potentialer kortlægges. Her kan den usete værdi dokumenteres og bringes i spil.

Det er også tanken bag den nye trin-for-trin-guide fra Over Byen og Københavns Kommune i regi af Bevar Mere indsatsen. En struktureret tilgang gør det lettere at træffe oplyste valg.

En helhedsorienteret værdisætning hjælper os til et bedre beslutningsgrundlag. Med viden om, hvad der gør også tilsyneladende minde spektakulære bygning til noget særligt, kan vi se, hvordan den eksisterende bygning kan tilpasse sig nye behov. Ved at udvide værdibegrebet kan vi skabe arkitektur, der gør en forskel – og som sikrer bygninger en længere levetid og et lavere ressourceforbrug.