Perspektiv
Perspektiv: Miljøundersøgelser i Fase 0 - Bygherres bedste forsikring mod uforudsete udgifter
Af Thomas Hougaard, miljøbiolog og leder af AARTs miljøafdeling.
Tidlig indsigt i bygningers miljøforhold er afgørende for at bevare ud udvikle eksisterende bygninger klogt og meningsfuldt – med færre risici og dermed færre dyre overraskelser.
Tidlig indsigt i materialer, miljøforhold og bygningens reelle tilstand er afgørende, når eksisterende bygninger skal transformeres. Den viden gør det muligt at vurdere, hvad der kan bevares, hvad der kræver særlige indsatser, og hvordan projektet kan udvikles meningsfuldt med afsæt i bygningens forudsætninger – samtidig med, at risikoen for uforudsete udgifter og forsinkelser reduceres.
“Uden en grundlæggende forståelse af bygningen risikerer du som bygherre at træffe beslutninger på et uoplyst grundlag – og det er typisk dér, udfordringerne opstår – både økonomisk og i forhold til at skabe det mest meningsfulde projekt,”Thomas Hougaard, miljøbiolog og leder af AARTs miljøafdeling.
Kend din bygning
At arbejde med eksisterende bygninger indebærer en anden type usikkerhed end nybyggeri – og for nogle bygherrer er det fortsat en barriere. Forskellen ligger i, hvornår og hvordan usikkerheden håndteres.
Når bygningens forudsætninger afdækkes tidligt, bliver det muligt at styre projektet mere præcist og træffe beslutninger på et realistisk grundlag. Hvis ikke, opstår usikkerheden typisk senere i forløbet – med direkte konsekvenser for både økonomi og tid.
“Kend din bygning. Det lyder banalt, men det er det ikke,” siger Thomas Hougaard.
Miljøundersøgelser er i den sammenhæng ikke blot en teknisk disciplin, men en integreret del af det beslutningsgrundlag, der gør det muligt at gennemføre transformationsprojekter med færre overraskelser og større sikkerhed.
Det, du ikke ved, kan koste dyrt
Mange af de største udfordringer i transformations- og renoveringsprojekter opstår, når skjulte miljøforhold først opdages under udførelsen. Fund af eksempelvis asbest eller PCB kan føre til stop i byggeriet, ændringer i projektet – og dermed betydelige meromkostninger.
Når forholdene er afdækket på forhånd, indgår de som en kendt præmis. Det gør det muligt at planlægge realistisk og undgå afbrydelser og ekstraarbejde.
“En god miljøundersøgelse er bygherres bedste forsikring mod uforudsete udgifter og forsinkelser. Hvis det ikke er undersøgt ordentligt fra starten, kommer det som ekstraarbejde – og så er det typisk halvanden til tre gange dyrere,” siger Thomas Hougaard.
Fra risiko til et aktiv i projektet
Indsigt i bygningers miljøforhold handler ikke kun om at identificere udfordringer. Den skaber et grundlag for at arbejde mere præcist med bevaringen og udvikling af en bygning.
“Det giver et bedre grundlag for at vurdere, hvad der kan bevares, hvad der kræver særlig håndtering, og hvor projektet måske bør justeres. Samtidig kan den tidlige indsigt åbne for løsninger, hvor indgreb reduceres, og eksisterende kvaliteter fastholdes,” siger Thomas Hougaard.
Miljø bliver dermed en aktiv del af projektudviklingen, fordi den tidlige indsigt gør det muligt at træffe bevidste valg – og i nogle tilfælde gentænke funktioner frem for at fjerne materialer. Resultatet er en mere robust transformationsstrategi, hvor økonomi, kvalitet og anvendelse hænger bedre sammen.
Fase 0: Et tværfagligt beslutningsgrundlag for langsigtede transformationer
I AART indgår miljøundersøgelser som en del af Fase 0 – den indledende, tværfaglige analyse, hvor bygningens forudsætninger afdækkes, før projektets retning fastlægges.
Her arbejder bl.a. arkitekter, kulturarvsspecialister, konstruktører og miljøspecialister sammen om at skabe indsigt i både det synlige og det skjulte – de materielle og immaterielle. For bygherre betyder det, at miljøforhold ikke håndteres isoleret, men indgår direkte i de arkitektoniske og byggetekniske beslutninger – i den helhedsorienterede strategi for projektet.
Fase 0 – fra potentielle til helstøbt strategi
Fase 0 er den indledende analysefase, hvor bygningens forudsætninger afdækkes, før der træffes beslutninger om projektets retning:
- Overblik over bygningens tilstand, opbygning og materialer
- Identifikation af miljøforhold og indholdsstoffer med betydning for projektet
- Viden om, hvad der kan bevares, og hvad der kræver indgreb
- Afklaring af risici og potentielle følgeomkostninger
- Et kvalificeret grundlag for budget, strategi og videre projektering
Formålet er at reducere usikkerhed og skabe et mere realistisk udgangspunkt for det videre forløb.
Thomas Hougaard er miljøbiolog og leder af AARTs miljøafdeling, hvor han arbejder med miljøkortlægning og rådgivning i transformation af eksisterende bygninger. Med fokus på tidlige analyser og tydelig kommunikation bidrager han til en fælles forståelse af miljøarbejdets betydning for både bygherrer, entreprenører og brugere.
