Perspektiv
Perspektiv: Den nyere bygningskulturarv fortjener samme værdisætning som bevaringsværdige bygninger
Vi skal tilgå den store danske bygningsmasse og den nyere bygningskulturarv fra for eksempel 1970’erne og 1980’erne med større omhu og ressourcebevidsthed, end det er tilfældet i dag.
Af Sara Emilie Nilsson, arkitekt og faglig leder for Transformation & Bevaring i AART og Anders Tyrrestrup, arkitekt og stiftende partner i AART
Transformation og renovering af den eksisterende bygningsmasse er en stor og vigtig agenda i byggeriet – og med god grund. Agendaen er højaktuel, og fra et klima- og bæredygtighedsperspektiv er det én af nøglerne til byggeriets grønne omstilling.
Debatten om nedrivning og bevaring hersker mange steder. Men oftest hører vi kun om de bevaringsværdige bygninger, som er nedrivningstruede.
Ofte er det bygninger, som i forvejen har fået en bevaringsværdi, og som er udpeget som en vigtig del af vores kulturarv - og som dermed er mere eller mindre beskyttet mod nedrivning. Nogle gange.
Men de bygninger udgør kun en lille del af den samlede danske bygningsmasse. Og netop massen – de bygninger, som ikke er udpeget som bevaringsværdige, og som dermed ikke er beskyttet mod nedrivning – dem hører vi ikke så meget til.
Men det skal ændre sig.
I de kommende år skal vi i stigende grad forholde os til netop bygningsmassen og til den nyere bygningskulturarv, for eksempel bygninger fra 1970’erne og 1980’erne, som ikke på samme måde er, hvad vi forbinder med bygningskulturarv og smuk arkitektur. Endnu.
Vær forsigtig med nedrivningstilladelser
Vi bør også se de bygninger som en ressource og forvalte dem med samme omtanke som de bevaringsværdige og fredede bygninger. Også her skal vi være forsigtige med nedrivningstilladelserne.
For den eksisterende bygningsmasse er meget værdifuld. Både fra et bygningskulturelt og et materialemæssigt perspektiv. Og den skal bevares, værdisættes, bruges og udvikles!
Når vi arbejder med bevaringsværdige bygninger, går vi ofte til værks med grundige metoder som analyser og værdisætning. Den samme grundighed bør vi tilgå arbejdet med den nyere bygningskulturarv og hele den eksisterende bygningsmasse, netop for at kunne udvikle de eksisterende ressourcer klogere og mere aktivt, end det er tilfældet i dag.
Et eksempel er Horsens’ tidligere rådhus. Et klassisk, tidstypisk 80’er byggeri bestående af tre karreer med facader i røde mursten brudt med større glaspartier. Udefra fremstår bygningen robust, men gør ikke noget særligt væsen af sig, og bygningen er heller ikke beskyttet af hverken en fredning eller en bevaringsværdi.
Men indenfor er historien en anden, idet bygningen er totaludsmykket af kunstnerparret Aase og Poul Gernes, hvis smukke, farverige kunst pryder en stor del af interiøret i bygningen. Værket betragtes som et hovedværk i nyere dansk kunsthistorie.
Selvsamme bygningsintegrerede kunst har også været genstand for stor bevågenhed, fordi mange var bange for, om bygningen – og dermed værket – ville blive revet ned, da rådhusfunktionerne i Horsens flyttede til nye lokaler.
Det tidligere rådhus i Horsens får i fremtiden ny funktion som samlingspunkt for en række af byens borgerrettede funktioner - bl.a. byens bibliotek og borgerservice.
Bevaring gennem brug
Men gennem analyse og værdisætning af bygningen, med den tilhørende bygningsintegrerede kunst, er det lykkes at tilpasse bygningen til nye funktioner. Dermed blev både bygning og kunst bevaret klogt og bedst muligt. Her har netop værdisætningen været udgangspunktet for det videre arbejde med transformationen af bygningen, hvor den har ligget til grund for en række til- og fravalg. I fremtiden bliver det tidligere rådhus omdannet til et borgerhus med blandt andet borgerservice, bibliotek, hotel, med videre.
Ovenstående er et eksempel på ’bevaring gennem brug’, der er en tilgang som også kan være nyttig i forhold til, hvordan den eksisterende bygningsmasse skal forvaltes som ressource. At tage udgangspunkt i det der er, og at tilpasse det gennem ombygning og transformation frem for at rive ned og bygge nyt.
I bund og grund handler det om ressourcebevidsthed: miljømæssigt, økonomisk, menneskeligt og samfundsmæssigt.
Stort set alle bygninger rummer et transformationspotentiale alene ud fra deres ressourcemæssige værdi, og det potentiale skal vi udnytte.
Sara Emilie Nilsson er arkitekt og faglig leder for Transformation & Bevaring i AART, hvor hun både internt og eksternt er med til at definere retningen for - og samtalen om - hvordan vi skal arbejde med den eksisterende bygningsmasse.
Anders Tyrrestrup er stiftende partner og arkitekt i AART. Tilmed har han en master i Arkitektonisk Kulturarv (NORMAK) og er med til at drive arbejde med transformation og bevaring både internt i AART og ud mod bygherrer og samarbejdespartnere.
