Danmark I 08.01.2026

AART vinder konkurrencen om fremtidens Techcollege

Et team bestående af AART, NERD architects, Reværk og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører er med projektet Samlingen udpeget som vinder af konkurrencen om fremtidens Techcollege i Aalborg. Projektet viser, hvordan eksisterende bygninger kan genopfindes og revitaliseres som fremtidig ramme for læring, fællesskaber og faglig stolthed – og dermed bidrage til at tiltrække flere til erhvervsuddannelserne i Danmark.

02 Ankomst 2 Kopi

Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse i Aalborg – og flere elever skal trives og gennemføre en uddannelse på skolen. Det er strategien for Techcollege, som nu har igangsat arbejdet med en ny, samlet campus for næste generation af praktikere og håndværkere i byen. Et team bestående af rådgivere fra AART, NERD architects, Reværk og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører står bag vinderprojektet, som netop er offentliggjort.

Med A.P. Møller Fondens store donation og vinderforslaget er vi nået et stort skridt nærmere ambitionen om at skabe et motiverende uddannelsesmiljø i særklasse. Her kan eleverne aktiveres og inspireres til at udvikle stærke faglige og sociale fællesskaber blandt skolens mange forskellige uddannelser. De visuelle og arkitektoniske rammer kan være med til at skabe stolthed hos eleverne over at være en del af Techcollege-fællesskabet.
Søren Samuelsen, Direktør ved Techcollege

Vinderprojektet Samlingen er en transformation og udvidelse af skolens eksisterende bygninger, der skaber en samlet campus, som vil understøtte Techcolleges ambitioner for udvikling i mange år frem.

“Fremtidens Techcollege bliver ikke bare et nyt kapitel for en vigtig uddannelsesinstitution – det bliver et vartegn for faglig stolthed og bæredygtig dannelse. Med transformationen viser vi, at man ikke behøver at rive ned for at bygge op, men at eksisterende bygninger kan gentænkes med omtanke og ressourcebevidsthed for igen at skabe værdi i mange år frem. For os er det en både meningsfuld og samfundsrelevant opgave at være med til at designe fremtidens erhvervsuddannelser, og vi er stolte over at være med til at forme en skole, der tager ansvar – både socialt, miljømæssigt og fagligt,” siger Anne Sofie Buur Okkels, partner og arkitekt i AART.

Et nyt vartegn, der samler eleverne om det gode håndværk
Techcollege Aalborg bliver meget mere end en fysisk struktur om uddannelse og undervisning. Det bliver et nyt vartegn for håndværksfagene og en levende, lærerig ramme om fællesskaber og faglig stolthed for stedets elever.

Netop på en skole, der uddanner fremtidens håndværkere, praktikere og teknikere, har de fysiske omgivelser en særlig opgave: De skal ikke blot inspirere – de skal danne. Vise, hvordan godt håndværk ser ud, føles og fungerer. Gennem synlige samlinger mellem nyt og gammelt skaber vi en campus, hvor håndværket står tydeligt frem – og hvor eleverne møder en arkitektur, der danner, inspirerer og inviterer til fællesskab
Anne Sofie Buur Okkels, partner og arkitekt i AART

Ét samlet campus forbinder fortid og fremtid
Fremtidens Techcollege vokser ud af det, der allerede er. De eksisterende bygninger og den karakteristiske betonstruktur bevares, mens nye funktioner og bygningsdele tilføjes i biogene og genanvendte materialer – for eksempel i Hjerterummet og multisalen, hvor betonkonstruktionerne bevares, men forstærkes og forhøjes med nye limtræskonstruktioner for at opnå større rumhøjde. I mødet mellem det rå og det nye skabes en campus, hvor nye forbindelser – faglige såvel som sociale – får fysisk form.

Kernen bliver et nyt, centralt hjerterum, der binder skolens unge- og voksenmiljø sammen i ét sammenhængende forløb. Herfra er der adgang til undervisningsfløje og til café, multisal og idrætshal, der bliver tydelige knudepunkter omkring fællesskab og bevægelse for de studerende. Samtidig får Techcollege en ny, synlig identitet mod omverdenen gennem en markant hovedindgang, en ny facade og nye udeområder, der smelter sammen med aktiviteten indenfor.

Ved hovedindgangen skabes en åben og inviterende ankomstplads, der ligesom de resterende udearealer tænkes som en aktiv del af skolens samlede læringsmiljø. Også her dannes rammer for fællesskab, bevægelse, pauser og mental trivsel – og understøtter skolens vision om at være et åbent, inviterende og inspirerende uddannelsesmiljø, hvor studielivet leves både inde og ude.

Projektet opstartes i januar 2026 og forventes at stå klar til indvielse 2030.

Projektet bliver realiseret i samarbejde mellem Techcollege som bygherre og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal som opdragsgiver.