Danmark I 15.04.2026

Søren Stoustrup fylder 50 år

Piben i mundvigen. Et skævt smil. En hurtig bemærkning. Mange i den danske arkitekt- og byggebranche kender Søren Stoustrup – partner og markedschef i AART og en arkitekt, som gennem sit virke har sat et betydeligt præg på både AART som virksomhed og på særligt dansk boligbyggeri. I dag fylder han 50 år.

Søren er arkitekt og uddannet fra Kunstakademiet i 2002. Allerede under studietiden begyndte han at forme sin faglige retning gennem praktik hos Mangor & Nagel og arbejde hos Nøhr & Sigsgaard. Efter en kort periode hos B+ Arkitekter vendte han i 2004 tilbage til Mangor & Nagel – starten på et arbejdsliv, der siden har været tæt vævet sammen med udviklingen af det, vi i dag kender som AART.

Blandt kolleger er Søren kendt for sin høje faglighed, sit strategiske overblik og sin evne til at skabe stærke relationer – både til kunder og kolleger. Han er desuden kendt for sin særlige måde at være til stede i et rum på.

Søren er meget vellidt, og hans positive og optimistiske tilgang præger både hans daglige arbejde og kulturen på tegnestuen. Med sin faglighed og sit strategiske udsyn formår han at opbygge stærke og langvarige relationer til såvel kolleger som samarbejdspartnere og kunder. Han er altid klar på en “ringe og ryge”-pause, hvor han engageret deler nyt fra tegnestuen og samtidig holder sig opdateret på verden udenfor.

Fra nyuddannet til partner
Gennem årene har Søren været med til at forme både projekter og AART som virksomhed - i takt med at hans rolle har udviklet sig. Fra teamleder i 2008, til afdelingsleder i 2010 og senere tegnestueleder i København i 2013. I 2015 trådte han ind i rollen som tilbuds- og markedschef – et skifte, der tydeligt viste hans evne til at koble arkitektur og forretning. I 2017 blev han partner.

Han har gennem årene spillet en central rolle i udviklingen af virksomheden – ikke mindst i forbindelse med fusionerne med Blad & Thygesen i 2010 og senest da AART opkøbte Mangor & Nagel i 2022. Her har han været med til at samle organisationer, skabe retning og bygge bro mellem mennesker, kontorer og fagligheder.

Arkitektur med ansvar
Som partner og arkitekt har Søren sat sit præg på en lang række projekter – fra idrætsfaciliteter til boligområder og byudvikling. Han har blandt andet været sagsarkitekt på Lillerødhallen, Lyngehallen og KKIC Idrætscenter samt projektleder på Østerbro Stadion, Sundby Idrætspark og Arena Midt. På tværs af projekterne går én tilgang igen: arkitektur er ikke et mål i sig selv, men et middel til at skabe bedre rammer for mennesker.

Den tilgang præger også hans arbejde som tilbudsansvarlig. Gennem de seneste år har han været med til at opbygge og udvikle AARTs position – særligt inden for det almene boligbyggeri på Sjælland. Her er Søren en velkendt og betroet samarbejdspartner blandt mange af vores almene bygherrer, herunder DOMEA, KAB, DAB, fsb og Lejerbo. Han har blandt andet bidraget til projekter som Bellahøj, Nærumvænge, Nøjsomheden, Pileparken og Sct. Jørgensgården – projekter, der har haft betydning for både boligkvalitet og hverdagsliv.

Søren engagerer sig også aktivt i branchen og samfundet omkring den. Han sidder blandt andet i Furesø Kommunes rådgivende udvalg for arkitektur og byrum og deltager i flere faglige netværk, hvor han bidrager til udviklingen af både byer og byggebranche.

Privat er Søren gift med arkitekt Sidsel Nygård, og sammen har de to voksne børn.

Stort tillykke med de 50 år, Søren!