Skandinavien | 02.02.2026

Ny profil skal styrke AARTs effektrådgivning

Dorte Alber tiltræder 1. februar som ny chefrådgiver og faglig leder for effekt hos AART. Ansættelsen er et led i AARTs fortsatte udvikling af sin tværfaglige bygherrerådgivning med et gennemgående fokus på at omsætte bygherrers og brugeres behov til arkitektur med positiv effekt.

Som chefrådgiver og faglig leder for effekt får Dorte Alber ansvar for den faglige og forretningsmæssige udvikling af området hos AART med mål om at styrke tværfaglig og helhedsorienteret rådgivning af både offentlige og private bygherrer.

”Dorte indtræder i en ny rolle i AART, hvor hun får særligt ansvar for at udvikle vores rådgivning af bygherrer i projekternes helt tidlige og helt sene faser. Dorte har mange års erfaring med at udvikle og facilitere samskabende processer, hvor helhedstænkning og tværfaglighed er afgørende for at definere og opnå fælles effektmål,” siger Kathrine Stærmose, partner, arkitekt og kunderelationschef hos AART.

Ansættelsen er et led i en ambition om at udvikle et forretningsområde for bygherrerådgivning med afsæt i AARTs særlige effekttilgang og proces.

En central del af den nye rolle bliver derfor også at videreudvikle vores seneste forskningsprojekt i Social Commissioning, så metoderne til udvikling, ibrugtagning og evaluering af projekter omsættes til praksis og integreres yderligere i AARTs rådgivning og projektudvikling. Dorte Alber skal særligt møde bygherrer og brugere i projekternes tidlige faser, hvor der arbejdes med behovsafdækning, visionsprogrammer og brugerprocesser, og senere i projekterne, hvor fokus er på at understøtte ibrugtagning og brug.

”Dortes faglige tyngde inden for undervisning og pædagogik og hendes viden om projektudvikling, brug og adfærd er helt i tråd med vores tilgang til arkitekturen, og hun vil få en stor berøringsflade med bygherrer, samarbejdspartnere og kolleger på tværs af AART. Vi glæder os meget over at byde Dorte velkommen hos os,” siger Kathrine Stærmose.

Arkitektur, der bygger bro mellem vision og virkelighed
Dorte Alber er uddannet i idéhistorie og psykologi og har tidligere arbejdet hos Via University College, Aarhus Kommune og senest som chefkonsulent hos NERD architects, hvor hun særligt har arbejdet med undervisningsarkitektur. I den nye rolle vil Dorte arbejde på tværs af AART og bidrage til udviklingen af projekter inden for kultur, undervisning, sundhed, erhverv, byudvikling og boliger.

”For mig handler effektrådgivning om at bygge bro mellem vision og virkelighed. Som rådgivere skal vi insistere på at skabe tydelige sammenhænge mellem bygninger og mennesker. Det kræver mod og nysgerrighed - og en dybere forståelse af, hvordan arkitektur påvirker adfærd, trivsel og hverdagsliv. Det er her, vi formår at lave den meningsfulde og velbegrundede oversættelse fra behov og mål til projekter – bymiljøer og bygninger, der ikke bare fungerer, men som også bidrager til udvikling af mennesker, steder, organisationer og samfund,” siger Dorte Alber, og tilføjer:

”AART har allerede skabt et stærkt fundament for dette arbejde med en tydelig ambition om at skabe arkitektur med reel forandring og effekt. Her er tværfaglighed, brugerindsigter og samskabelse allerede systematisk integreret i mindset, processer og projekter. Det er den ambition og de tilgange, som jeg ser frem til at udvikle og forfølge hos AART i tæt samarbejde med både kolleger, samarbejdspartnere og bygherrer.”

Dorte Alber får base på AARTs kontor i Aarhus, men vil arbejde på tværs af vores kontorer i Skandinavien.