Nu starter opførelsen af Vikingtidsmuseet
Tirsdag d. 14. februar blev opførelsen af Vikingtidsmuseet i Oslo skudt i gang. Dermed er et af Norges største kultur- og museumsprojekter i nyere tid et skridt nærmere en realitet.
Det var Norges forsknings- og uddannelsesminister, Ola Borten Moe, der officielt kunne tage det første spadestik på Bygdøy i Oslo, og dermed skyde opførelsen af Norges nye Vikingtidsmuseum i gang.
Vikingtidsmuseet rummer verdens mest værdifulde samling fra Vikingetiden, som hører til blandt verdens vigtigste kulturminder. Samlingen rummer verdens ældste og bedst bevarede vikingeskibe samt mere end 8000 unikke genstande fra tidsperioden. Siden efteråret har projektteamet arbejdet intensivt på planlægningen af byggestart for at sikre beskyttelsen af vikingeskibene og samlingen under opførelsen af museet.
Den kommende udvidelse og ombygning af Vikingtidsmuseet vil skabe bedre visningsforhold samt sikre rammer for opbevaring af den unikke samling, og vil bidrage til at løfte museet til et internationalt førende videnscenter for formidling af viden om vikingetiden.
Tilstede ved 1. spadestik arrangementet var også bygherredirektør Marius Tunstad fra Statsbygg, museumsdirektør Håkon Glørstad fra Kulturhistorisk Museum, rektor Svein Stølen fra Universitetet i Oslo, direktør Birger Kristiansen fra AF Byggfornyelse samt AARTs associeret partner og projektchef på Vikingstidsmuseet, Thomas Pedersen.
Vikingtidsmuseet er resultatet af en åben international konkurrence, som AART vandt i 2016. Projektet skabes for Statsbygg og Kunnskabsdepardementet sammen med Kulturhistorisk Museum ved Universitetet i Oslo – i samarbeide med AF Gruppen og Multiconsult. Museet, som åbner i 2026, forventes at modtage op mod 1 million gæster om året.