Nicolinehus bringer byliv til Aarhus Ø
På en unik placering mellem Aarhus Lystbådehavn og byens havnebad ligger bolig- og erhvervsprojektet Nicolinehus som den sidste brik i udviklingen af Aarhus Ø’s første etape – lige mellem byen og bugten. Nicolinehus er fra begyndelsen udviklet med et klart mål om at bringe mere byliv og bykvalitet til Aarhus Ø til glæde for både beboere og den omkringliggende by.
Et byggeri som katalysator for byliv
Byliv og livskvalitet har fra begyndelsen været de centrale værdier i udviklingen af Nicolinehus, som er skabt af Bricks og AART med en klar vision om at designe et byggeri, der rækker ud over sit eget byggefelt og som bidrager til udviklingen af hele Aarhus Ø som bydel og Aarhus som by.
”Byliv og mennesker har stor betydning for, hvor attraktiv en bydel er, og dermed for værdien af de bygninger, som ligger der. Aarhus Ø består primært af boliger på en meget attraktiv beliggenhed, og da vi sammen med Bricks formulerede de første visioner for Nicolinehus var det med et klart ønske om at skabe et byggeri, som med et miks af funktioner vil bidrage til at skabe mere liv på Aarhus Ø i alle døgnets timer,” fortæller Anders Strange, som er CCO og partner i AART.
Nicolinehus er udviklet med afsæt i erfaringer fra bl.a. Pakhusene, som også ligger på Aarhus Ø, hvor AART med deres evidens- og effektorienterede tilgang indsamler dokumentation for, hvordan det byggede miljø kan bruges strategisk til at skabe positive forandringer for både brugere, bygherre og samfundet som helhed.
By- og boligkvalitet øger ejendomsværdien
Nicolinehus rummer en kombination af eje- og lejeboliger, kontorer, butikker, cafeer, restauranter, parkeringskælder, dagligvareforretning samt en stor, levende markedshal i stueetagen med mere end 15 spisesteder, hvor folk strømmer til i både dags- og aftentimerne. For at trække liv gennem området, er byggeriet opdelt i to af et nyt bystræde med bl.a. butikker og indgang til markedshallen.
”Vores ambition om at bidrage til by- og boligkvaliteten på Aarhus Ø er blevet indfriet, og interessen for Nicolinehus har været overvældende. Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 20 år i branchen. Adskillige hundreder mennesker skrev sig op til en ejerlejlighed, allerede før byggeriet stod færdigt. De begrundede deres interesse i Nicolinehus med projektets beliggenhed, arkitektur og kvalitetsmaterialer,” fortæller Martin Busk, som er direktør i ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks, der står bag Nicolinehus.
Grundet byggeriets karakteristiske trappeform er alle boliger designet optimalt ift. udsigt, dagslys og store private uderum.