Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

Danmark | 08.10.2024

Kvægtorvet vinder Slagelse Kommunes Arkitekturpris 2024

To bygningsklynger i Slagelses nye bydel, Kvægtorvet, er blevet tildelt Slagelse Kommunes Arkitekturpris 2024.

Slagelses nye byområde, Kvægtorvet, består af i alt syv klyngebebyggelser, hvoraf to bebyggelser med ungdomsboliger og familieboliger mandag d. 7. oktober blev tildelt Slagelse Kommunes Arkitekturpris 2024 af byens borgmester, Knud Vincents.

”Man ser i dag en ny bydel tage form nord for Slagelse station. Bydelen hedder Kvægtorvet og er planlagt som en fortætning af det centrale Slagelse. Man finder i denne bydel en række klynger af byggeri, der samtidig med at de tilpasser sig den overordnede plan også gives en individuel karakter igennem udformning, farver og detaljer. (…) De to bebyggelser Frejas Vænge 1-51 og Frejas Vænge 2-22, tildeles en bygningspræmiering for på smuk vis at realisere lokalplanens intentioner om en smuk, velfungerende og varieret arkitektur,” lyder begrundelsen for tildelingen af prisen.



Om Kvægtorvet - fra industri til moderne byområde
Som navnet antyder har området omkring Kvægtorvet tidligere været præget af industri og handel med produktionsvirksomheder i form af blandt andet et gasværk, to slagterier, en brødfabrik og en konservesfabrik.

Ambitionen med Kvægtorvet er at skabe en ny, grøn bydel med en mangfoldig beboersammensætning, sociale fællesskaber og bygningsarkitektur, der trækker referencer til områdets industrihistorie.

Kvægtorvet udvikles i tæt samarbejde med PFA Ejendomme, DEAS Asset Management, ABC Rådgivende Ingeniører og Jorton.

Fotos: Niels Nygaard og Slagelse Kommune