Giver inspiration til fremtidens træbyggeri
Vores design af Voss Videregående Skole er med i den nye publikation ”Inspiration til fremtidens byggeri” udgivet af foreningen Træ i byggeriet. Med ambitionen om at inspirere byggebranchen til at anvende træ i langt højere grad end i dag giver bogen 67 eksempler på, hvordan træ er blevet brugt på forskelligvis som hovedelement i alt fra skoler og boliger til arbejdspladser og museer til fordel for mennesker og miljø.
Mellem søer og fjelde i Fjord Norge ligger Voss Videregående Skole – en erhvervsfaglig skole med 400 elever fordelt på seks erhvervsfaglige linjer. Klædt i lyst træ smelter bygningen sammen med den omkringliggende norske natur og viderefører den lokale håndværkstradition med at bygge i naturlige materialer. Voss Videregående Skole er således et godt eksempel på, hvordan træ ikke alene er interessant som et bæredygtigt alternativ til klimatunge materialer, fx beton, men kan være med til at skabe samspil mellem arkitekturen og landskabet, ligesom det kan være med til at fremme og formidle byggeriets formål og værdier.