Fejrer grundstensnedlæggelse ved INCUBA Next
Torsdag den 22. september nåede vi en milepæl i udviklingen af INCUBA Next, som officielt er gået ind i byggefasen. Det blev markeret med en grundstensnedlæggelse, hvor en cylinder med effekter fra bl.a. to INCUBA-virksomheder blev støbt ind under en af bygningens bærende søjler.
Som en udvidelse af det nuværende INCUBA Katrinebjerg vil INCUBA Next rejse sig som et vækstfyrtårn for energien og entreprenørskabet i hele Aarhus. Med sine 22.000 hypermoderne kvadratmeter fordelt på 18 etager og modulære arbejdsmiljø vil INCUBA Next danne den perfekte ramme for morgendagens innovative tech-iværksættere.
Vi er stolte over at have været med til at rådgive INCUBA A/S gennem hele processen. Først som arkitektfaglig rådgiver, hvor vi har designet bygningen fra helhed til detalje og udarbejdet både dispositionsforslaget og udbudsmaterialet – og i dag som bygherrerådgiver sammen med Rambøll, hvor vi vil på INCUBAs vegne vil følge byggeriet tæt og indgå i en løbende dialog med entreprenørteamet bestående af A. Enggaard A/S, COWI og ADEPT.