Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

Danmark | 30.06.2023

Debatindlæg: Vi skal have styr på 4 ting, hvis tegl skal med ind i fremtidens byggeri

Dette debatindlæg af AARTs partner, Nanna Flintholm, og direktør for Gamle Mursten, Claus Juul Nielsen, er bragt i Politiken Byrummonitor d. 30. juni 2023.

Tegl som byggemateriale har en stor historisk og kulturel værdi i Danmark. Teglen har mange fordele – det er et robust og langtidsholdbart materiale, som ældes med ynde, og som under de rette betingelser kan genbruges. Men teglen er også udfordret, fordi materialet er ressourcetungt at producere. Vi mener, at fire faktorer er vigtige at fokusere på, hvis tegl skal bringes med ind i fremtidens byggeri:

1. Vi skal have nye krav

Én ting er krav til CO2-udledning i LCA-beregningerne – noget andet er levetid og cirkularitet. Bæredygtighed i forhold til byggematerialer hænger uløseligt sammen med levetid og drift i den fulde livscyklus. Tegl er et materiale, som kræver meget energi at producere, men som til gengæld har en lang levetid, lavt vedligehold, det patinerer smukt og har gode muligheder for at blive genbrugt.

Som lovgivningen ser ud nu, er det perspektiv ikke afdækket tilstrækkeligt med LCA’ens referenceperiode på 50 år. Der er derfor behov for, at lovgivning og kravene i bygningsreglementet nuanceres, så de reelle levetider kommer ind i ligningen sammen med andre krav til cirkularitet. Det er for eksempel meget positivt, at man nu gør op med reglen om, at klimapåvirkningen fra genbrugte produkter værdisættes på samme måde som nye. Samtidig kunne man med fordel se på at stille krav til, hvordan projekter designes og opføres, så der bliver større fokus på adskillelse og genbrug. Der er flere ’lavthængende frugter’ i jagten på en sænket udledning fra byggeriet – det her er én af dem.

1

2. Vi skal forbedre mulighederne for genbrug

Teglen er et af de byggematerialer, som egner sig rigtig godt til at blive genbrugt, fordi tegl har en meget lang levetid. En undersøgelse, som Gamle Mursten og DTU har lavet, hvor man har undersøgt både nyproducerede og gamle mursten, viser, at tegl potentielt har en levetid på op til 200 år, og under de rigtige omstændigheder kan den samme sten genbruges flere gange.

Tegl har været anvendt i Danmark gennem mange hundrede år, og derfor har vi potentielt en stor kapacitet i forhold til genbrugssten – og potentielt kan vi redde og genbruge 60-65 procent af de tegl, som allerede er produceret i dag. Men det kræver, at vi bygger rigtigt og ikke ødelægger teglen – og rigtig mange steder er det desværre tilfældet i dag. Det er der to grunde til: Bygninger nedrives, og materialerne bliver knust og bliver til affald frem for ressourcer.

Rapporten ’Samfundsøkonomisk analyse af genbrug af mursten’ fra Miljø- og Fødevareministeriet viser for eksempel, at der rives cirka 47 millioner mursten ned årligt. Det svarer til cirka 100.000 tons. Af de 100.000 tons lander Gamle Mursten mellem 10-12.000 tons om året. Resten, formoder vi, forsvinder eller bruges andre steder. Samtidig bygger vi oftest på en uhensigtsmæssig måde, så materialerne ikke kan skilles ad igen – for eksempel ved brug af cementmørtel i teglbyggerier.

Af de to grunde forringes udbuddet af genbrugstegl markant. Faktisk opkøber Gamle Mursten lige nu byggeaffald med teglsten, som vi selv renser, for at forsøge at følge med efterspørgslen – for efterspørgslen er der, og det samme gælder potentielt for kapaciteten. Men vi er oppe mod den realitet, at det er dyrt og besværligt at ændre praksis, og at byggeriets mange interessenter ikke altid har de samme agendaer – derfor ødelægges mange af de sten, som vi kunne genbruge.

Det kræver både villighed, økonomi, samarbejde på tværs af branchen og lovgivning for at nå i mål på denne front. Her må både branchens parter og lovgiverne på banen.

Kreditering Gamle Mursten
Foto: Gamle Mursten

3. Vi skal købe mere klimavenligt og overveje brugen af tegl

Brugen af tegl kræver også et fokus på innovation af materialet, når det produceres fra ny. Allerede nu er der stor forskel på, hvilken sten man vælger, hvis man bygger med nye tegl – faktisk er det muligt at reducere udledningen fra tegl med 75 procent i et byggeri ved alene at vælge den mest klimavenlige sten på markedet frem for en mere traditionel tegl. Den udvikling, vi har set de seneste år i forhold til CO2-reduktion, skal fortsætte, og alle parter skal bidrage til at øge efterspørgslen på CO2-reducerede produkter.

Innovationen gælder både produktion, materialer, teknologier og byggeteknik. Her spiller materialeproducenterne en vigtig rolle. Samtidig skal vi i højere grad overveje, i hvilke typer af byggerier tegl er relevant som materiale – og måske især, hvor den ikke er. For eksempel giver det måske ikke mening at bruge tegl i byggerier med en forventet kort levetid.

Bricks in Common under opførelse
Bricks in Common pavillonen under opførelse
Kun ved at dele viden og erfaringer kan vi finde frem til de mulige og rigtige løsninger, som fungerer, og som dermed vil skabe den største forandring på kortest tid.
Nanna Flintholm, partner i AART og Claus Juul Nielsen, direktør for Gamle Mursten

4. Vi skal tale åbent om udfordringerne og dele viden

Som dette debatindlæg også er udtryk for, er det vigtigt, at vi på tværs af byggeriet taler åbent om de udfordringer, som brugen af tegl – og mange andre materialer som for eksempel beton – rummer. Kun ved at dele viden og erfaringer kan vi finde frem til de mulige og rigtige løsninger, som fungerer, og som dermed vil skabe den største forandring på kortest tid.

Af samme grund har vi – et tværfagligt partnerskab i byggeriet – med teglpavillonen ’Bricks in Common’ valgt at sætte fokus på tegl som et traditionsbærende byggemateriale i dansk byggeri – men også på materialets paradokser og udfordringer.

Pavillonen er udformet som tre krydsbuer i hver sin størrelse – men alle med omtrent det samme CO2-aftryk: cirka 1 ton CO2-ækvivalent. De tre teglbuer kommunikerer i deres materialevalg – der er forskellige kombinationer af traditionelle, innovative, nye og genbrugte sten – tre stadier for tegl: traditionen, omstillingen og ambitionen.

Dermed giver pavillonen også bud på, hvordan teglen kan anvendes som en del af en mere bæredygtig byggebranche – nu og i fremtiden.

Find debatindlægget hos Byrummonitor her