AART styrker fagligt lederskab inden for transformation og bevaring
Arkitekt Helene Anker Kure er udpeget som faglig leder for Transformation og Bevaring i AART Øst. Sammen med den øvrige faglige ledelse skal hun udvikle området og styrke AARTs arbejde med eksisterende bygninger og kulturmiljøer med øje for sociale, ressourcemæssige, kulturelle og økonomiske effekter.

Den eksisterende bygningsmasse er en afgørende ressource i udviklingen af fremtidens bygninger og byer. Stadigt flere bygherrer efterspørger strategier, der gør det muligt at bevare og udvikle det eksisterende til at rumme nye funktioner og behov.
Med udnævnelsen af Helene Anker Kure fortsætter AART derfor investeringen i transformation og bevaring som et centralt fag- og forretningsområde.
”Den eksisterende bygningsmasse rummer et enormt potentiale, og transformation og bevaring er med god grund blevet en af byggeriets vigtigste dagsordener. Flere bygherrer efterspørger rådgivere, der kan forstå det eksisterende og udvikle robuste transformationsstrategier med tværfaglig indsigt i både ressource- og bevaringsværdier,” siger Susanne Hansen, arkitekt og partner i AART. Hun tilføjer:
”AART har altid arbejdet med transformation og bevaring af eksisterende bygninger, og det er en faglighed, vi har opbygget og udviklet gennem mange år. Med Helene fortsætter vi det arbejde og styrker både vores kompetencer og vores rådgivning til vores bygherrer på tværs af vores markeder.”
Sammen med Sara Emilie Nilsson, faglig leder i AART Vest, skal Helene Anker Kure udvikle fagområdet på tværs af AART. Det skal ske gennem videndeling, metodeudvikling og faglig sparring internt – og ikke mindst gennem et styrket samarbejde med bygherrer og andre aktører i branchen.
Tidlig værdisætning som fundament
I AART betragtes transformation ikke som en isoleret disciplin, men som en strategisk tilgang til at bevare og udvikle bygninger og kulturmiljøer på tværs af typologier og skalaer.
Helene Anker Kure har gennem en årrække været med til at udvikle AARTs arbejde med tidlig værdisætning i Fase 0. Som faglig leder skal hun bygge videre på denne tilgang og styrke de metoder og tværfaglige samarbejder, der kan omsætte den eksisterende bygningsmasses potentiale til transformationsstrategier med langvarig effekt.
”Rollen handler ikke kun om at styrke vores egne kompetencer. Den handler også om at udvikle den viden, de metoder og de samarbejder, der kan gøre transformation og bevaring til et endnu stærkere redskab i udviklingen af fremtidens bygninger og byer. Jeg glæder mig til at videreudvikle vores tilgang og projekter sammen med bygherrer, kolleger og det faglige fællesskab på tværs af branchen,” siger Helene Anker Kure.
Hos AART begynder arbejdet i Fase 0 med en tidlig og tværfaglig værdisætning af det eksisterende. Her kortlægges bygningers eller kulturmiljøers kvaliteter, muligheder og begrænsninger med blik for både ressource- og bevaringsværdi. Det skaber et oplyst beslutningsgrundlag og gør det muligt at udvikle en helstøbt strategi, før de første designvalg træffes.
På den måde bliver arkitektoniske, kulturhistoriske, funktionelle og ressourcemæssige kvaliteter aktive drivkræfter i AARTs transformationsprojekter. Målet er at finde den rette balance mellem det, der skal bevares, udvikles og tilføjes – og skabe løsninger, som skaber positiv effekt for mennesker, klima og økonomi både nu og på lang sigt.
Læs mere her