Campusstrøget
Et landskabelig strøg, der samler Katrinebjerg Campus
Katrinebjerg har siden 1950’erne været et aktivt erhvervs- og industriområde i Aarhus. I dag er området under forvandling til Katrinebjerg Campus som en del af Aarhus Universitets samlede campusområde. Her er Campusstrøget det bærende landskabsgreb, der binder området sammen og skaber nye rammer for bevægelse, ophold og møder mellem studerende, ansatte og beboere.
Som en gennemgående øst-vestlig forbindelse skaber Campusstrøget sammenhæng mellem bygninger, grønne områder og resten af universitetet. Samtidig åbner strøget campus mod byen og understøtter udviklingen af Katrinebjerg som et grønnere og mere sammenhængende bykvarter med bedre forhold for gående og cyklister.
Læs mere om den overordnede udvikling af området her

Områdets mange forskellige bygninger og arkitektoniske udtryk samles af en enkel og konsekvent materialeholdning. Et gennemgående gulv af gyldne teglklinker strækker sig fra facade til facade og giver Campusstrøget sin egen identitet. Langs strøget etableres samtidig en perlekæde af byrum og pladser med forskellige funktioner og karakterer.
Landskabet fungerer ikke som et supplement til bygningerne, men som det strukturerende element i udviklingen af området. Campusstrøget udgør en robust ramme, der kan samle den etapeopdelte udvikling og skabe sammenhæng på tværs af både realiserede og kommende projekter.


Campusstrøget viser, hvordan ét gennemgående landskabsgreb kan samle et komplekst byområde og skabe nye, velfungerende byrum på tværs af Katrinebjerg Campus.Jens Kinch, associeret partner, faglig leder for byrum og landskab i AART


Regnvand håndteres åbent gennem vandrender og nedsivningszoner og bliver dermed en synlig del af landskabet. Belægninger er opbygget i ubundne lag, så materialerne kan genanvendes og tilpasses over tid, mens terrænforskelle er bearbejdet, så de bidrager til rumlig variation uden at gå på kompromis med tilgængeligheden.

Vil du vide mere?