Diakonissestiftelsen
Favner en vifte af sundhedstilbud

Inspireret af Diakonissestiftelsens kristne kulturarv er "Livets træ" brugt som metafor for det nye sundhedshus. Med træet og dets krone som metafor fremstår sundhedshuset som et varmt og venligt hus, der favner borgere med mange forskellige behov, men med det til fælles at mødes under ét tag, under én trækrone, der samler de mange funktioner og synliggør Diakonissestiftelsen udadtil.
Går i dialog med de historiske bygninger
Omkranset af Diakonissestiftelsens historiske teglstensbygninger kommer sundhedshuset til at ligge ved Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Sundhedshuset er formet som en vinkel, hvor balkoner åbner huset indadtil mod den nye atriumgård. De eksisterende teglstensfacader danner de to andre vægge i det glasoverdækkede gårdrum, og ved at trække atriumgården helt ud til de eksisterende murstensbygninger eksponeres tyngden i det eksisterende bygningsanlæg som indvendige vægge i en kompositorisk samklang med porøsiteten i gårdrummet.

Bliver et mødested for hele bydelen
Sundhedshuset bliver på den måde bygget sammen med det eksisterende bygningsanlæg omkring den nye atriumgård, som bliver Diakonissestiftelsens nye mødested med kantine, café, møderum samt plads til udstillinger og større arrangementer. De sundhedsfaglige specialer fordeler sig rundt om atriumgården og består af privatpraktiserende læger, psykologer og andre sundhedsfaglige specialer, motionsfaciliteter, et Living Lab til afprøvning af velfærdsteknologi og meget mere.
Lyser op om aftenen
Sundhedshuset synliggøres udadtil mod Peter Bangs Vej med øvre etager omsvøbt af en let skærm med et pixelleret motiv, der giver associationer til træet, og hvis materialevalg harmonerer smukt med de eksisterende murstensbygninger. Det pixellerede facademotiv afspejler projektets metaforiske udgangspunkt om 'Livets træ'. En metafor, der træder særligt i karakter om aftenen, når husets indre lys trænger gennem facadens åbninger og oplyser området omkring Peter Bangs Vej.

