Skaber bæredygtigt flerbrugerhus i København
I Nordhavn i København skal vi sammen med KPC udvikle et bæredygtigt og fællesskabende flerbrugerhus i tæt samspil med den omgivende bydel.
By & Havn har indgået aftale med KPC om køb af to af de mest synlige og attraktive erhvervsgrunde i Århusgadekvarteret i Nordhavn. Her vil KPC opføre det nye flerbrugerhus i tæt samspil metro og bydelspladser. Selve aftalen sker på baggrund af en proces, hvor By & Havn har anmodet potentielle investorer om at indsende interessetilkendegivelser, så der på den baggrund kunne indgås betingede salgsaftaler med de parter, som vurderes bedst at opfylde ønskerne til de de to byggefelter.
I udvælgelsen af KPC har By & Havn især lagt vægt på, at flerbrugerhuset har et højt bæredygtigt ambitionsniveau, spiller smukt sammen med omgivelserne og ikke mindst indfrier ambitionen om at skabe et flerbrugerhus med både fælles kantine og fitness/coworking-café, så huset vil bidrage til at udvikle de fremtidige fællesskaber i og omkring Nordhavn.
De to byggefelter i Århusgadekvarteret er blevet udbudt samlet. De rummer tilsammen 8.000 etagekvadratmeter og ligger ud til Kalkbrænderihavnsgade og Århusgadegade med stor synlighed fra Nordhavn s-togstation og den kommende Nordhavn metrostation, som åbner i begyndelsen af 2020. Med sin centrale beliggenhed bliver det kommende flerbrugerhus således porten til det livlige Århusgadekvarteret, hvor der allerede bor cirka 2.500 mennesker og arbejder cirka 700. Kvarteret rummer blandt andet adskillige butikker, supermarkeder, restauranter og caféer.