Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website. Læs mere

10.12.2019

Royal indvielse af nyt akutcenter i Viborg

H.K.H. Kronprinsessen klippede mandag den 9. december snoren til det nye akutcenter på Regionshospitalet Viborg.

1 Kronprinsesse Viborg Akut Agata Lenczewska Madsen Regionshospitalet Viborg Kopi
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Regionshospitalet Viborg

Indvielsen var kulminationen på de seneste mange års byggeri – fra det endelige tilsagn om statslig og regional finansiering i 2010 over planlægning og byggeri til det nu færdige resultat. I løbet af de seneste ni år er Regionshospitalet Viborg blevet bygget om og udvidet for godt en milliard kroner.

Med projektet er hospitalet blandt andet blevet udvidet med nye sengeafsnit og klinikker, ligesom der er bygget ny patologi, nyt Vestdansk Center for Rygmarvsskade, nyt parkeringshus – og nu altså også 25.500 kvadratmeter nyt akutcenter, som på mange måder er flagskibet i det samlede byggeri.

"Med det nye akutcenter og 130 års sundhedsfaglig erfaring står Regionshospitalet Viborg i dag stærkt som ét af Region Midtjyllands fem akuthospitaler, der sikrer hurtig og kompetent hjælp til vores akutte patienter," konstaterede regionsrådsformand Anders Kühnau i sin tale ved indvielsen.

"Tusind tak til jer alle for at tage medansvar og sikre, at vi i dag står med et hospital, som lever op til de behov, I har været med til at definere og beskrive. Det er jer, der har fortalt os, hvordan flotte ord om øget effektivitet, patienten i centrum, samarbejde på tværs og helende arkitektur kan se ud i en hospitalsvirkelighed," tilføjede Region Midtjyllands projektchef, Jeppe Juul Hansen, i sin tale.

Læs mere om akutcentret