Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

30.09.2019

Akutcenter i Viborg står klar til indvielse

Personalet er allerede rykket ind og er godt i gang med at teste de sidste detaljer på det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg, så det står klar til den officielle indvielse sidst på året.

Viborg Akutcenter AART 15 High

Visionen med akutcentret har været at tilbyde sammenhængende patientforløb, hvor de fysiske rammer bidager positivt til patienternes helingsproces. Udsigt, dagslys og materialer bidrager derfor til at skabe et sanseligt og stimulerende behandlingssted, hvor kort afstand mellem specialer og funktioner samtidig bidrager til at styrke flowet af både patienter og personale. Det hele med bevidstheden om, at hver unødig meter, som personalet skal løbe, har betydning for patienternes sikkerhed, personalets trivsel og dermed også for hospitalets økonomi på sigt.

”Vores mål har været at skabe et effektivt hospital med menneskeligt nærvær for øje. For vi ved, at hospitalets fysiske rammer er med til at optimere patienternes helingsproces og velværet for både patienter, pårørende og personale. Ved at fokusere på parametre som dagslys, udgang til udearealer og en sanselig og stimulerende indretning, kan arkitekturen være med til at forkorte indlæggelsestiden. Samtidig har det betydning for arbejdsmiljøet, hvilket kan gøre det lettere for hospitalet at fastholde sit personale,” fortæller Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner hos AART architects.

Akutcentret breder sig over mere end 25.000 kvadratmeter og skal med en ny akutmodtagelse og ombygning af en række eksisterende arealer fremtidssikre Regionshospitalet Viborg, som i dag modtager patienter fra kommunerne i både Viborg, Silkeborg og Skive. Akutcentret indvies officielt senere på året, og bag designet af akutcentret står konsortiet bestående af AART architects, Årstiderne Arkitekter, ÅF og WSP.

Læs mere om akutcentret