Akutcenter er finalist til MIPIM Awards i Cannes
Det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg er blandt finalisterne til årets MIPIM Awards 2020, der bliver uddelt i Cannes den 12. marts og er ejendomsbranchens svar på De Gyldne Palmer.
228 byggerier fra 44 lande er i år blevet indstillet til MIPIM Awards. Nu er feltet skåret markant ind med offentliggørelsen af årets finalister i de i alt 11 kategorier. Heriblandt kategorien "Best Healthcare Development", hvor det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg er blandt de fire finalister. Vi har designet akutcentret i samarbejde med Årstiderne Arkitekter, AFRY og WSP, og torsdag den 12. marts bliver det afgjort, om det løber med ejendomsbranchens svar på De Gyldne Palmer. Det sker ved uddelingen af MIPIM Awards i Palais des Festival som afslutning på årets ejendomsmesse i Cannes.
