Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

11.05.2019

AART vinder konkurrencen om Buddinge Byport

Vi har vundet idékonkurrencen om, hvordan området omkring den tidligere politistation i Gladsaxe Kommune skal udformes. Vinderforslaget, som vi har udarbejdet med Niras og Møller & Grønborg som underrådgivere, er skabt med sigte på at give plads til et sundhedshus, et beskæftigelseshus og rekreative byrum som del af Buddinges nye byport.

”Vinderforslaget forløser vores vision om at skabe det bedste afsæt for et nyt centralt sted i byen, hvor alle skal kunne føle sig velkomne. Nu vil vi i byrådet og sammen med naboer, brugere og andre interessenter arbejde videre med at realisere Buddinge Byport som et nyt samlingssted i Gladsaxe,” udtaler borgmester Trine Græse.

Vinderforslaget kredser om Gladsaxestrategiens mål om sundhed og trivsel hele livet og en grøn og levende by med fokus på bæredygtighed. I 2025, når Buddinge Byport forventes at stå færdig, vil den derfor give byens borgere let adgang til sundhed og beskæftigelse. Det vil den gøre ved at rumme et sundhedshus og en café, ligesom den får plads til et beskæftigelseshus i sammenhæng med sundhedshuset samt til en bygning med serviceerhverv i stueetagen og boliger på de øvrige etager.

”Med vinderforslaget til den nye byport har vi som team søgt at åbne for nye muligheder for borgere og private aktører. Det hele med sigte på at bringe det nye sundhedshus i spil som en positiv katalysator for kommunens udvikling. Vi har blandt andet prioriteret at bevare og transformere mest muligt af den eksisterende bebyggelse, så vi sikrer et bæredygtigt afsæt for udviklingen,” siger Pernille Stahlschmidt Tørning, afdelingsleder for AART architects’ kontor i København.

I det kommende halve år vil vi bearbejde vinderforslag i samarbejde med kommunen. Her går Gladsaxe i dialog med arkitekter og rådgivere om detaljerne i forslaget, og ser på om der er nogle steder, hvor forslaget kan optimeres. I denne periode vil naboer, interessenter og interesserede borgere blive inviteret til at deltage i processen. På baggrund af denne proces vil Byrådet i slutningen af året, tage den endelige beslutning om udformningen af Buddinge Byport.