Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse på vores website | Læs mere

10.04.2019

AART prækvalificeret til at udvikle Holstebro midtby

Som et af tre arkitektteams er vi blevet prækvalificeret til at give vores bud på en langsigtet og sammenhængende udviklingsplan for Holstebro midtby.

19 arkitektteams bød ind på opgaven om at udvikle fremtidens Holstebro, der blandt andet omfatter den 70.000 kvadratmeter store sygehusgrund midt i byen. Sammen med SLA og Niras som underrådgivere og Peter Sand og Trine Jacobsen som konsulenter er vi blevet prækvalificeret til opgaven i kraft af vores lokale forankring og tværfaglige kompetencer inden for byplanlægning, trafikplanlægning, klimatilpasning, byliv, kultur og kunst i byrummet.

"Med tre så forskellige og så ekstremt kompetente arkitektteams er jeg sikker på, vi får nogle vildt imponerende og ambitiøse bud på udviklingen af midtbyen i Holstebro. Det bliver en plan, som får betydning for livet i byen de næste mange år," udtaler Rasmus Cassøe, der er partner i byplantegnestuen CFBO, som afvikler arkitektkonkurrencen for Holstebro Udvikling.

I konkurrencen er vi oppe imod ”Team Vandkunsten” og ”Team Lendager”, og vores bud på udviklingsplanen skal ligge klar i løbet af efteråret. Herefter vil Holstebro Udvikling udpege vinderteamet, som skal udforme den endelig udviklingsplan, der forventes at blive offentliggjort i begyndelsen af 2020.

Foto: Holstebro Kommune