Hoffsveien 17

AART/SJ architects har for Fram Eiendom tegnet en ny kontorbygning beliggende ved en af indfaldsvejene til bydelen Skøyen i Oslo. Bygningen ligger med kort afstand til bydelens grønne områder og trafikale knudepunkter og bygger på en høj materialekvalitet med en gennemgående brug af træ og tegl.
  
Kontorbygningen rejser sig i fire etager og rummer 5.500 kvadratmeter kontorlokaler med forretninger i stueetagen. Bygningen er derudover designet og disponeret, så det på sigt er muligt at udvide med en tilbygning bestående af boliger og dermed indfri visionerne for «Byplangrep Skøyen».
  
Dertil kommer, at forretningerne henvender sig åbent og imødekommende mod Hovfaret, der er planlagt som bydelens fremtidige strøg. Over forretningerne ligger kontorlokalerne, der som kontrast til den transparente stueetage er indrammet af en teglfacade, hvor lofthøje vinduespartier i varierende bredde føjer liv og dynamik til facaden.