Gøteborg Allé

Konceptforslaget til en ny boligkarré på Gøteborg Allé i Aarhus åbner for nye perspektiver på at skabe sunde og stimulerende ungdomsboliger, hvor livet leves i gård­haver, taghaver og på altaner. Boligkarréen vil derfor understøtte beboernes behov for rekreative arealer og anspore dem til at mødes i spontane fællesskaber.
 
Med forslaget dannes en multifunktionel gårdhave, som ikke alene skaber rekreative rammer for beboerne, men også skærmer mod støj fra Hasle Ringvej. Gårdhaven indrammer derudover ankomsten til alle opgange, så spontane møder fremmes og stimulerer følelsen af karréen som et stort fællesskab.
 
Mødet mellem beboerne er vægtet højt i arkitekturen og disponeringen af boligkarréen – ikke kun på terræn, men også i højden, hvor tagterrasser udgør endnu et fællesrum. Hævet over byen vil beboerne her have mulighed for at mødes og slappe af i grønne omgivelser. 
 
Den fælles taghave strækker sig langs hele boligkarréen og tilbyde beboerne et unikt udemiljø med terrasser, højbede, blomsterkummer, integrerede trappetårne og en naturlig zoneopdeling, som alt sammen giver beboerne mulighed for at nyde udelivet og bruge taghaven til forskellige formål.