Butikstorvet

Butikker, kontorer, lejligheder, bynatur og legesti. Det bliver de bærende elementer i Billunds nye butikstorv, der sammen med den øvrige midtby skal skabe rammer for attraktive shopping-oplevelser og et spændende arbejds- og hverdagsliv for både borgere og besøgende.
 
Det nye butikstorv skal bidrage til at gøre midtbyen til et naturligt samlingssted for borgere og besøgende, når det efter planen står færdigt i efteråret 2020 som nabo til LEGO House. Planen er, at Butikstorvet skal huse seks bygninger, der tilsammen skal forene cirka 4.500 kvadratmeter til butikker og kontorfaciliteter med omkring 20 attraktive ejer- og lejelejligheder. Med udgangspunkt i Billund Byvision, som understøtter byens særlige karakter som Børnenes Hovedstad, hvor leg, læring og kreativitet er omdrejningspunkt, vil der mellem bygningerne komme en grøn bynatur med visionens kreative legesti, Playline, og en forlængelse af Billund Bæk fra LEGO House som de bærende, rekreative elementer.
 
Butikstorvet vil i stueplan huse en blanding af butikker, der sammen med den øvrige midtby skal skabe helt nye muligheder for attraktive og mangfoldige shopping-oplevelser. Foruden butikkerne og kontorfaciliteter vil der blive opført omkring seks moderne ejerlejligheder og 14 lejelejligheder på de øverste etager af de seks bygninger. Lejlighederne vil variere i størrelser fra cirka 95 kvm til 160 kvm. Butikstorvet får derudover adgang til parkeringspladser under jorden, så der skabes mere plads på Butikstorvet, og parkeringspladser over jorden.

Butikstorvet vil bidrage til at skabe en livlig midtby, som har noget for alle borgere i Billund. Derudover får Billund Byvisions kreative legesti, Playline, også en helt central plads ned gennem Butikstorvet, hvor den skal danne rammen for lege- og naturoplevelser for voksne og børn i alle aldre.
Steen Pedersen / Global ejendomschef i KIRKBI