For os handler arkitektur om at skabe en verden af muligheder for at leve sundere, smartere og mere sammenhængende liv.

Drivkraft

Arkitektur handler om mere og andet end at forskønne. Det handler om at skabe bygninger og byrum med potentialet til at forandre og forbedre, hvordan vi bor, lærer og arbejder og alt det ind imellem. Derfor taler vi om muligheder før form – ja tilmed om muligheder før løsninger. For det er med evnen til at se det skjulte potentiale i hvert enkelt projekt, at vi gør en forskel for vores kunder og for samfundet i bred forstand. Vi er derfor drevet af viljen til at indleve os i vores kunders verden, udforske og udfordre den, så vi sammen kan skabe en verden af muligheder for at leve sundere, smartere og mere sammenhængende liv.

Rækkevidde

Fra vores kontorer i Aarhus, København og Oslo bidrager vi til udviklingen af mere end én million kvadratmeter i Norden, og gennem årene har vi vakt interesse langt ud over de nordiske lande. Vi har skabt bygninger og byrum, som er blevet hædret verden over, ikke alene for deres æstetiske kvaliteter, men særligt deres evne til at skabe muligheder ud over det forventede – fra Vannkanten i Stavanger kåret til verdens bedste boligbyggeri af World Architecture News til Musholm i Korsør kåret til et af verdens mest innovative sportsbyggerier af Den Internationale Olympiske Komite.

Research

Skal arkitektur give mening, skal den ikke alene kunne mærkes. Den skal også kunne måles. Derfor arbejder vi dedikeret med at dokumentere den forskel, vi gør for vores kunder, og det aftryk, vi sætter på samfundet. Det gør vi med vores researchafdeling AART+, hvor vi arbejder strategisk med at få indsigter i, hvordan arkitektur kan skabe muligheder ud over det forventede. Indsigter, der ikke alene sætter os i stand til at dokumentere effekten af de skabte muligheder, men også til at udvikle bygninger og byrum, der bygger på et informeret fundament af evidens og erfaring. Vi kalder det informeret arkitektur.

Organisation

AART architects blev etableret i 2000 af vores stiftende partnere Anders Strange, Torben Skovbjerg Larsen og Anders Tyrrestrup. Med fem gazellekåringer har vi siden blandet os med den danske vækstelite. Vi er vokset til 150 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, København og Oslo, og vores partnergruppe er vokset tilsvarende, så den i dag inkluderer Thomas Pedersen, Nanna Flintholm, Rasmus Højkjær Larsen og Mads Nygaard som associerede partnere. I det daglige og strategiske arbejde støttes partnergruppen af nøglepersoner med ansvar for drift, økonomi, HR, kommunikation, forretningsudvikling og konceptudvikling – det hele med sigte på at skabe en åben og effektiv organisation.