Voss Videregående Skole vinder international arkitekturpris

05.11.2018 / Flere end 100 projekter fra 31 lande var indstillet til The International Architecture Awards 2018, som uddeles af The Chicago Athenaeum sammen med The European Centre for Architecture. Voss Videregående Skole var med helt fremme ved årets prisuddeling, hvor skolen vandt i kategorien "Schools and Universities".
  
”Det er en ære at blive anerkendt for en ambitiøs holdindsats – ikke mindst når det gælder arkitektur med et socialt sigte på at stimulere unges lyst til at lære og vække deres interesse for en erhvervsfaglig karriere. Et sigte som vi med Voss Videregående Skole har omsat til et lyst og levende læringsmiljø, hvor teori møder praksis, og skolen møder den storslåede norske natur,” fortæller Anders Strange, partner i AART architects.
 
Vi har tegnet den 11.500 kvadratmeter store erhvervsfaglige skole i samarbejde med Nordic. Skolen ligger i Voss i hjertet af Fjord Norge og rummer 400 elever fordelt på seks erhvervsfaglige linjer. Klædt i træ – inde og ude – viderefører den ikke alene den lokale tradition med at bygge i træ. Den henter også inspiration i naturen. For med sine forskudte bygningslænger strækker den sig ud mod de naturskønne omgivelser, samtidig med at et fællestorv trækker landskabet dybt ind skolen – som et læringslandskab, der flyder tværs gennem skolen i forskellige niveauer.
   
Læs mere om Voss Videregående Skole