DR fortæller om Kulturværftets fantastiske forvandling

28.01.2019 / Tredje sæson af tv-programmet Fantastiske Forvandlinger har netop haft premiere på DR, og her bliver Kulturværftet fremhævet som en af Danmarks mest inspirerende forvandlinger. 
 
I tredje sæson tager tv-vært Ane Cortzen endnu en gang på en arkitektonisk rejse til verdens mest fantastiske bygninger, som har fået nyt liv uden at miste ånden fra det, de engang var bygget til. Som første stop på rejsen besøger hun Kulturværftet i Helsingør, hvor Anders Tyrrestrup, partner i AART architects, viser hende rundt på det gamle skibsværft og fortæller om arkitekturen fra dengang til i dag.
 
For de gamle værftsbygninger har undergået en gennemgribende forvandling og fremstår i dag som et mangfoldigt kulturcenter, der tiltrækker mere end 700.000 besøgende om året. Ikke alene har det revitaliseret Helsingør havnefront med respekt for byens værftshistoriske ånd. Det har også skabt helt nye muligheder for udviklingen af Helsingør som en moderne, kulturbærende by – og det fremstår på den måde som et inspirerende eksempel på, hvordan gamle industribygninger kan tænkes og tages i brug på nye måder.
 
Se første afsnit af Fantastiske Forvandlinger III