Vandkanten

Vandkanten er historien om omdannelsen af Stavangers tidligere industrihavn til et attraktivt boligområde. Hvor tung industri tidligere adskilte byen fra bugten står i dag et af Europas største boligbyggerier i træ med en rigdom af offentlige pladser og passager – og en promenade, der strækker sig helt ind til den historiske bykerne.
 
Vandkanten har da også tiltrukket stor interesse lokalt, nationalt og internationalt. Det er blevet fremhævet som et af Norges mest nyskabende boligbyggerier og kåret som et af verdens bedste – med en stor interesse for lejlighederne til følge. I første byggeetape blev lejlighederne udsolgt på blot 40 minutter med en kvadratmeterpris på 100.000 norske kroner – de to penthouselejligheder med en salgspris på 15 millioner kroner hver.
 
Interessen er skabt ved at fortolke Norges dramatiske landskab samtidig med at formidle Stavangers stolte tradition med at bygge i træ. Faktisk er det den by i Nordeuropa med den højeste koncentration af træhuse. Med sine forskudte geometrier, dramatiske passager og gennemgående brug af træ fremstår Vandkanten derfor som skarptskårne fjelde af træ, der rejser sig på kanten mellem byen og det omgivende landskab.
  
De forskudte facader og tagflader refererer ikke alene til de norske fjelde. De skaber også størst mulig udsigt fra de 128 lejligheder, som alle varierer i form og størrelse og dermed henvender sig til en mangfoldig beboergruppe – fra singler til nyetablerede og mere veletablerede familier. De spænder fra 44 til 225 kvadratmeter, nogle er i to planer, og enkelte har tagterrasse med panoramaudsigt over byen og bugten.

Vandkanten er uden tvivl et af Norges bedste boligbyggerier.
Erling Dokk Holm / Arkitekturredaktør på Dagens Næringsliv