Udlændingestyrelsen

Det nye domicil for Udlændingestyrelsen er rundet af en dyb demokratisk bevidsthed. Det er skabt til at styrke samarbejdet blandt styrelsens medarbejdere og møde de besøgende i borgerservicecentret med stor værdighed  det hele sat i scene i smukt samspil med Næstved bymidte.
 
Det nye domicil indeholder dels et stort borgerservicecenter og dels et åbent kontorlandskab for Udlændingestyrelsens cirka 400 medarbejdere. Mens borgerservicecentret ligger i stuetagen, rejser kontorlandskabet sig i fem etager med 360 graders udsigt over byen og en stor tagterrasse i forlængelse af kantinen. Unikt for kontorlandskabet er måden, hvorpå det fordeler sig i tre forbundne atriumhuse med stor åbenhed på tværs af funktioner og etager. På den måde skabes et lyst og levende arbejdsmiljø. Et arbejdsmiljø med en fin balance mellem videndeling og faglig fordybelse, hvor arbejdspladserne ligger langs facaden på hver etage, mens møderum, flexrum, caféer og fordelingsarealer ligger ud til atrierne.
 
Mens kontorlandskabet er skabt til at dele viden og fordybe sig fagligt, er borgerservicecentret skabt til at møde de besøgende med stor værdighed. Det sker gennem en intuitiv wayfinding, der giver rum for diskretion og respekt for de besøgendes livssituation. Værdigheden kommer også til udtryk på mere klassisk, arkitektonisk vis, da der er gjort en dyd ud af at anvende ærlige, varme materialer – både indadtil og udadtil. Dertil kommer den store skala, hvor domicilet er nedskaleret til tre atriumhuse, der forskyder sig indbyrdes og tilsammen besidder en skulpturel kvalitet i fin balance mellem det menneskelige og monumentale – smukt, solidt og stringent – og hvor arkitekturen udtrykker Udlændingestyrelsens myndighed på en subtilt underspillet måde.

Projektet skaber et åbent og dynamisk arbejdsmiljø med balance mellem videndeling og faglig fordybelse.
Uddrag fra Bygningsstyrelsens omtale af vinderforslaget