Skagen Skipperskole

Skagen Skipperskole er Danmarks eneste tilbageværende skipperskole. Med sin placering på Skagens havnefront og sit maritime udtryk fremstår skolen som et vartegn fra både land- og vandsiden. Som et skulpturelt skib ligger skolen på grænsen mellem byen og havet og skuer ud over havets naturkræfter. Skolen indkapsler på den måde den udlængsel og eventyrlyst, som altid har været en væsentlig drivkraft for mennesker, der valgte søen som arbejdsplads, hvorved skolen brander de nautiske uddannelser og fremstår som et symbol på søfartens og dermed også Skagens stolte traditioner.
 
Det maritime udtryk understreges blandt andet af det markante altanforløb, der som et skibsdæk omfavner førstesalen mod syd og sydvest og udnytter den storslåede havudsigt, og facaderne, der er beklædt med hvide glasflader og således skaber et lyst, nordisk udtryk og afspejler de store krydstogtsskibes udstrakte, hvide flader. Det markante, men imødekommende design går igen i bygningens indre, hvor dagslyset strømmer ind fra de store vinduespartier og ovenlysvinduer. De udstrakte, hvide flader i bygningens fællesrum reflekterer samtidig lyset videre ind i bygningen og skaber herigen¬nem optimale lysforhold. Den træbeklædte væg til de centrale simulatorrum giver derudover fællesrummet et taktilt, humant præg, som taler til sanserne og skaber en nærværende atmosfære.

Projektet skiller sig ud ved dets overbevisende rumlige kvalitet. Det foreslåede centralrum skaber en unik sammenhæng mellem etagerne og skolens funktioner, som samles til en overskuelig og rumligt interessant helhed, der understøtter skolens identitet på en meget overbevisende måde.
Dommerkomitéens begrundelse fra projektkonkurrencen