Mediaspace

Mediaspace indfrier Aarhus Kommunens vision om at skabe et nyt mødested for hele byen. Et mødested, hvor borgere og besøgende kan opleve et mangfoldigt medieunivers netop det sted, hvor Aarhus i sin tid opstod.
 
Den store åbenhed mod byen og havnerummet giver Mediaspace en skulpturel hovedform, der åbner huset inviterende til alle sider. Hovedformen omsættes til et åbent og ink­luderende hus, hvor den krystallinske facade favner det indre medielandskab. Mediaspace åbner sig på den måde som ét stort rum, under ét stort tag, der kulminerer i ankomstsiden mod byen og den store åbning mod havnerummet og den gamle Toldbod.
 
Bygningen bliver en skulptur set fra alle sider – en bygning, som hviler i sig selv og skalamæssigt indpasser sig i såvel havnens store skala som åens mindre skala. På samme måde spænder skalaen i bygningen fra en menneskelig til en storslået skala. Det er ingen bagside med kedelige kontorfacader, ingen aktivitetsløs stueetage med parkering og lukkede funktioner. Der er kun en åben, udadvendt gestus mod byen og vandet. Alt sammen med fokus på at skabe en ny destination i Aarhus – et hjerte for viden og kultur, hvor mennesker i alle aldre mødes.