Musholm vinder IAUD Awards 2016

09.12.2016 / Sammen med Muskelsvindsfonden har vi modtaget hovedprisen ved IAUD Awards 2016 i Nagoya i Japan for med Musholm i Korsør at have skabt et feriecenter, hvor besøgende uanset alder og handicap bliver mødt af muligheder frem for begrænsninger. Bag prisen står The International Association of Universal Design, der hædrer de steder i verden, som på fornemste vis skaber bedre liv for alle uanset livsvilkår.
  
"Vi er drevet af at skabe arkitektur, der gør noget ved mennesker og giver noget til steder og samfund. Det er derfor en stor ære at blive anerkendt for netop dette - at blive hædret internationalt for at sætte nye standarder for at bygge bedre liv for alle," udtaler Anders Tyrrestrup, partner i AART architects.