AART architects blandt velfærdens frontløbere

26.01.2016 / Som arkitektvirksomhed ser vi det som vores fornemste opgave at skabe muligheder for mennesker og samfund. Vi er derfor stolte over at være udvalgt til Velfærdens Innovationsdag 2017, hvor Mandag Morgen for ottende år i træk har samlet velfærdens frontløbere med fokus på velfærdsudviklingen i Danmark lige nu. Innovationsdagen finder sted den 26. januar i Øksnehallen i København og præsenterer løsninger på tværs af brancher, hvor dagens velfærdsudfordringer vendes til morgendagens muligheder.
  
Blandt løsningerne er vores uddannelsescenter for VUC Syd i Haderslev, hvor vi udfordrer den vante tanke om en skole bygget op omkring faste klasselokaler. I stedet fremstår uddannelsescentret som et åbent og fuldt ud digitalt læringsmiljø bundet sammen af et lyst atrium og varierende undervisningszoner. Med stor succes til følge, da det har tiltrukket mere end 50 procent flere studerende, reduceret frafaldet markant og givet endnu flere unge mod på at læse videre efter endt VUC. Faktisk læser hele 200 procent flere unge videre på enten teknisk skole eller universitet.
  
Læs mere om VUC Syd